99 / 192
94
En anden Mand, som jeg talte med om mine Planer, gav
mig et virkelig godt Raad. — Det var
Lille Ole
eller »Bitte
Wolle« fra Mors. Han var en lille skrutrygget, halvblind
og mager Person, som vandrede vidt om til grundtvigske
Venner i Jylland og var til megen Velsignelse, hvor han
kom, da han var en sjælefin, alvorlig og frisindet Mand
med god Forstand paa Menighedslivet og Menneskelivet.
— Det var en Ære at faa ham i Besøg, for han kom kun til
dem, som han ansaa for virkelige Venner af den gode Sag.
De eneste Fordringer, han stillede til Værtskabet, var god
Kaffe i en stor Kop og ægte Smør. Ellers var han saa nøj
som som nogen. Men han var i aandelige Spørgsmaal lige
saa kritisk som Præsten i Gylling. — Naar han stod i sin
blaa Lærredsbluse, støttet til en Stoleryg, som han lige kunde
løfte Hovedet over, kunde han sige mange klare og myndige
Ord, som det nok var værd at lægge sig paa Sinde.
Da jeg en Gang fik Besøg af ham i Askov, sagde jeg, at
jeg stundom var lidt bange for mit store Forehavende. Men
Ole svarede: »Du skal lægge Mærke til, hvad du har Lyst
til, naar du er glad, og det skal du gøre!«
Noget senere, da jeg var i Gang med Skolens Grund
læggelse og fortalte ham om de mange Besværligheder, jeg
havde dermed, sagde han blot: »Nu gælder Ordet: Hold ved,
Christian!« — Disse to Raad var mig til Hjælp, hvert paa
sin Maade.
Hverken Fraraad eller Tilskyndelser havde dog nogen
væsentlig Indflydelse paa min Beslutning i denne Sag. Jeg
mærkede, hvad jeg paa en helt anden Maade havde erfaret,
da det gjaldt, om jeg skulde være Politiker eller ej, at en
Mand i saadanne Øjeblikke udelukkende er henvist til sig
selv og sin Gud. — Selv min kære Hustru lod mig ene om
Afgørelsen. Hun vilde selv helst være blevet i Askov, hvor
vi levede saa godt med vore Børn og Venner. — Gode
Kvinder er vist ofte stærkere bundne i Livsforholdene end