95 / 192
90
Naar jeg ser mine Dagbøger efter, faar jeg Indtryk af, at
jeg aldrig har ført et saa virksomt Liv som i Midten af
Halvfemserne. Men dengang stod jeg jo ogsaa paa Midten
af min Løbebane efter Aar at regne.
Foredragsrejserne var vel ikke alle frugtbare for mig,
og jeg frygter for, at der var en Del Avner mellem det Korn,
jeg strøede ud. Men de gav mig Kendskab til mangfoldige
folkelige Kredse i Landet og til en Del af deres bedste Hjem,
som jeg maa være meget taknemlig for. Det er jo i Virkelig
heden Vennelaget ud over Landet, som er den bærende
Kraft i Højskolens Virksomhed og det levende Grundlag
for dens folkelige Forkyndelse.
Blandt de mange Enkeltmænd, som jeg paa mine Rejser
gjorde Bekendtskab med, maa jeg fremhæve Præsten
Otto
Møller
i Gylling. — Han tog sig ikke af Sognets Foredrags
forening og var meget skarp i sin Dom over det travle
Foredragsholderi. Men da andre indbød mig som Taler i
Gylling Forsamlingshus, tog han dog venligt imod mig som
Gæst i den hyggelige Præstegaard, hvor han levede et stille
Liv sammen med sin kloge Hustru. — Første Gang jeg kom
der, blev jeg næsten overvældet af at staa i den Mands
Studerekammer, hvis Skrifter havde betydet saa meget for
mig fra den Tid, jeg paa Højstrup havde faaet dem at læse.
Jeg kunde ikke lade være at give min Følelse derved et
stærkt Udtryk. Otto Møller svarede d e rtil: »Saadan noget
har De i Grunden ikke Lov til at sige til mig!« Men jeg følte
dog, at min Hjerteudgydelse ogsaa straks aabnede hans
Hjerte lidt for mig.
Det var et mærkeligt Venskab, der opstod imellem os i
de følgende Aar, da jeg tit kom i Besøg hos ham. Der er
ingen Mand, jeg har lyttet til med mere udelt Opmærksom
hed. Vi førte timelange Samtaler i hans hyggelige Stue med
de mange Bøger og den tæ tte Tobaksrøg. Hvad han sagde,
fik en særegen Vægt for mig, fordi jeg bar Ærefrygt for ham.