92 / 192
87
Nu var han altsaa død, min Ungdoms elskede Lærer.
Men Budskabet derom vakte alle mine rige Minder fra de
svundne Aar, hvori jeg havde lyttet til hans Tale i Kirken
og ved Folkemøder i Nordsælland. — Jeg gik i de følgende
Dage i en dejlig sammenhængende Drøm derover. Det var,
som om jeg igen kom ind i Frederiksborg Slotskirke for at
høre ham og bagefter vandrede i Skoven deroppe. — Aldrig
har Minder haft en saadan Magt over mig. Og i denne
Stemning undfangedes den Tanke hos mig, at det nu var
Tiden, da jeg skulde tilbage til Nordsælland for at fort
sætte den folkelige Gerning, Hostrup havde øvet dær.
Mine Forældre var i 1889 flyttet fra Birkerød til Frede
riksborg Nyhuse. Mine Besøg hos dem havde ogsaa vendt
mine Tanker imod det Sted. — Min kære Far døde fredeligt,
i sit 83. Aar, i Marts 1892 efter at have givet mig sin Vel
signelse. Han sagde til mig i vor sidste Samtale: Ligesom
Jesus mødte mig, da jeg var et ubevidst Barn, og ved sin
Haand førte mig ind i Guds Rige, saaledes er jeg forvisset
om, at han vil møde mig, naar Bevidstheden slipper op, og
jeg skal gaa gennem Dødens Skygger. Hans Haand vil
holde mig fast og føre mig ind i hans Faders Hus. — Det
havde glædet ham, at jeg opgav at blive Politiker. Han
oplevede ikke, at jeg blev Højskoleforstander i vor fælles
Hjemegn, derimod sagde han til mig, at jeg nok en Gang
vilde blive en god Præst.
Efter Fars Død flyttede Mor ind i en mindre Lejlighed,
som laa i Mørkegade i Hillerød. Og her fandt jeg et hjemligt
Tilhold, hvor Planerne om den ny Højskole kunde drøftes
i de rette Omgivelser. — Hostrups Eftermand i Hillerød,
Slotspræst
Bernhard Paludan-Miiller,
hørte til Mors gode
Venner. — En Dag forelagde han mig det Spørgsmaal, om
der ikke burde oprettes en Højskole i Frederiksborg Amt.
De Højskoler, som før havde været der, var alle gaaet i
Staa. Morten Pontoppidan var flyttet fra Hjørlunde, og