89 / 192
84
Schrøder og hans Skole, mens det var Forholdet til det
jævne Folk, hvori Kold havde sin Styrke. — Ved at komme
fra Askov til Koids Venner paa Fyn, gik jeg saa at sige fra.
Borgen til Husmandsstuen. Og skønt jeg ikke kunde lige-
danne mig med Kold uden at gøre Vold paa min Natur, fik
jeg dog mellem hans Lærlinge Higen efter en Højskole
gerning, der var mindre »udvidet« end den paa Askov. Der
vaagnede en Trang hos mig til at faa mere at gøre med den
danske Ungdom paa det første Stade af dens aandelige
Udvikling.
Jeg syntes ogsaa, at mine Anlæg som Lærer og Folketaler
pegede i samme Retning. Det har altid været det elementære,
som Pædagogerne kalder det, som jeg helst har holdt mig
til i min Undervisning og i mine offentlige Foredrag. Det
er meget sjælden, at jeg har været fristet til at tale mine
Tilhørere over Hovedet, skønt jeg godt veed, hvad Gavn
det kan gøre, at sige noget til Folk, som de ikke helt fatter.
I Almindelighed tror jeg, at selv den enfoldige, om ikke
just »hvert Fæ«, kan følge, hvad jeg siger fra Talerstolen.
Hvis det stundom glipper, saa kommer det ikke af, at jeg
er for lærd eller aandrig, men deraf, at jeg gerne forudsætter
noget af det grundtvigske Livssyn hos mine Tilhørere, fordi
det er den aandelige Livskreds, hvori jeg selv rører mig. —
Aandrighed og Originalitet i disse Ords almindelige Mening
har jeg kun haft lidt af. Referenterne har tit kaldt min
Tale klar og livlig, men aldrig rost mig for Dybsindighed.
Med disse Egenskaber maatte jeg vel være henvist til
det jævne Begynderarbejde i Højskolen. Og da jeg forlængst
havde indset, at videnskabelig Syssel vanskelig lader sig
forene med folkelig Forkyndelse, fik jeg efterhaanden Klar
hed over, at jeg passede bedre paa en almindelig Folke
højskole end paa Askov, hvor man bør arbejde »videre«
paa det Grundlag, som tør forudsættes hos dens Elever. —
Jeg tør heller ikke nægte, at min Trang til Selvstændighed