94 / 192
højskole med mig som Leder vilde blive et Arnested for al
Slags Radikalisme.
De mange Foredragsrejser, som jeg nu gjorde i Nord
sælland, styrkede mit Forsæt om at rejse en Højskole dær.
Jeg mødte vel ikke almindelig Trang til en saadan Skole,
men jeg kom til at tale med adskillige Enkeltmænd, som
gav Sagen deres fulde Bifald. Tilstanden var dengang, som
den tildels er endnu. Flertallet af Befolkningen gav Talen
om aandelig Oplysning en god Dag. Men der fandtes hist
og her smaa Kredse, som længtes efter mere Lys. Og disse
vakte Mennesker var prægede af et personligt Frisind, som
jeg sjældnere har mødt i Egne, hvor der var mere almindelig
Sans for folkelig Oplysning. Det var saadanne Menneskers
Hjem, der gav mig Mod til a t begynde min Skole, og som
stadig holder det Haab oppe hos mig, at Kulsvierne en
Gang — sent men sødt — skal faa deres aandelige Besø
gelsestid.
Skal jeg nævne et enkelt Ægtepar, som var mig til særlig
Opmuntring og Støtte fra første Færd, saa maa det være
Gaardejer Rasmus Kristensen og hans Hustru i Ramløse.
De to blev vore nære Venner, som siden sjælden savnedes
ved vore Møder paa Frederiksborg Højskole, skønt de
havde henved tre Mil at køre hertil. De var ogsaa blandt
dem, som hjalp bedst, da det gjaldt om at faa dannet en
fri Menighed og bygget en Kirke ved Siden af Skolen. Nu
ligger de jordede paa Frimenighedens Kirkegaard. Men
deres eneste Søn, Ole Munk, som var Elev paa Frederiks
borg Højskole i dens første Vinterhold, hører fremdeles
sammen med sin Hustru til vore trofaste Venner og stadige
Gæster.
Mens mine Tanker tit gik til Nordsælland, og mens jeg
arbejdede flittigt paa min Bog om Berg, fortsatte jeg med
Glæde min daglige Skolegerning paa Askov og fik endda
Tid til en Mængde Foredragsrejser over hele Landet. —