97 / 192
92
Om Grundtvig var vi heller ikke helt enige. Han beundrede
ham ganske vist meget højt, men holdt ikke af at blive kaldt
Grundtvigianer. Efter hans Mening faldt Grundtvigs bedste
Tid imellem 1830 og 1840. Fra sine Studenterdage havde
han faaet Modvilje imod den Dyrkelse, som »den Gamle«
efter hans Mening var Genstand for især blandt de kvindelige
Vartovgængere. Og han fortalte med drastisk Lune om sit
sidste Besøg hos Grundtvig i Midten af Treserne, med skarp
Kritik af hans tredje Hustru. Men i Dybet af sit Sind hyldede
han dog Grundtvig som den store Mester og var især inderlig
fortrolig med hans kristelige Digtning. Derom havde vi man
ge lærerige Samtaler.
Al hans Kritik, som næredes af hans tilbagetrukne Ensom
hed, var blandet med en velgørende Humor. Da jeg engang
sagde til ham, at han dømte ensidig, svarede han med et
lunt Smil: »Ja, det kan gerne være. Men der er jo saa mange,
der trækker til anden Side. Saa kan det jo være godt, at
jeg gør det modsatte for at faa Folk til at gaa midt paa
Vejen!« — Gennem Kritiken kom vi ind til dybere Lag i
hans Tankegang, og her viste han et overraskende Frisind,
som ikke er kommet frem i hans offentlige Skrifter.
Da han engang i en af sine Bøger havde fintet til mig, fordi
jeg havde sagt, at Loven kom os Nutidsmennesker nærmere
gennem Tolstoys og Ibsens Skrifter end ved Læsningen af Mo
sebøgerne, søgte jeg at forsvare mig med, at jeg ingenlunde
vilde tilsidesætte Jødernes hellige Lov. Dertil svarede han:
»Naa, jeg troede ellers, at De foretrak de nye Moralister. Og
det kan der jo for Resten godt være nogen Grund til.«
Om V. Brücker, som i flere Henseender byggede videre
paa Otto Møllers radikale Tanker, sagde han: »Der er jo
noget i, hvad Brücker skriver. Men han er en Gavflab i den
Maade, han siger det p a a !«
Naar vi fra Studerekammeret kom ind i Dagligstuen, tog
hans forstandige Hustru Del i Samtalen, og jeg syntes