hans Eftermand, Jens Jørgensen, beredte sig til at drage
over til Amerika, hvor han blev en anset Præst i den danske
Kirke. Men Paludan-Miiller mente, at det for Kristenlivet
i Nordsælland vilde være gavnligt, om en god folkelig Op
lysning kunde berede Sindene for Præsternes Tale i Kirkerne.
— Jeg gav ham Ret, og da han spurgte,
hvor
en saadan
Højskole burde lægges, svarede jeg uden Betænkning: Her
ved Hillerød, der fra gammel Tid er Kulsviernes Samlings
sted. — Men da han videre spurgte, om
jeg
da vilde oprette
en saadan Skole, turde jeg endnu ikke give noget afgørende
Svar derpaa.
Imidlertid groede Tanken i mig fra Dag til Dag. —
Hjemme i Askov var jeg paa den Tid stærkt optaget af et
bogligt Arbejde. Fru Maren Berg og hendes Sønner havde
opfordret mig til at skrive
Bergs Levned,
og det havde jeg
lovet dem. 7— Det var især hans hidtil temmelig ukendte
Ungdomsliv, jeg havde Lyst til at skildre, og Forarbejderne
dertil sysselsatte mig meget. Paa mine Foredragsrejser i
Nordvestjylland samlede jeg Stof ved at udspørge Bergs
endnu levende Søskende og andre Paarørende i Lemvig-
egnen. Jeg opsøgte ogsaa de gamle Lærere, der havde været
hans Kammerater paa Ranum Seminarium i 1848—50.
Saaledes fik jeg samlet en Mængde Oplysninger, der ellers
vilde være gaaet i Graven med hans samtidige.
Men denne Syssel med Bergs Liv og Gerning førte ogsaa
mine Tanker til Nordsælland, hvor han i min Ungdom
havde øvet en stor politisk Vækkergerning. — Selv om denne
ikke betød saa meget for min Sag som Hostrups folkelige
Arbejde, var der dog Sider af den, der havde Tilknytning
til mine Højskoleplaner. Det blev da ogsaa blandt Venstre-
mændene i Amtet, at den ny Skole fik sine fleste Venner,
mens Højremændene i Begyndelsen saae med Mistillid paa
mit Forehavende. De tænkte vel (med Urette), at en Folke