91 / 192
et dybere Tonelag end før, men hans Ord var i den samme
Rytme, som jeg saa tit havde lyttet til. Det ydre viste, at
han var blevet en gammel Mand. Men Talens Indhold var
baaret af det samme friske Liv som. før.
Han begyndte med at sige: Jeg har et godt Haab for min
Søns Skole og for Højskolesagen i det hele. Ja , mit Haab
for det danske Folkeliv er ikke svækket med Alderen. Det
er tværtimod vokset gennem min Deltagelse i Folkets
Skæbne i de skiftende Tider. — Det er gaaet dermed som
med Bøgen i vore Skove. Hver Gang vi har oplevet store
Trængsler, i 1864, i 1866 og nu sidst under Provisorierne,
har det vel haft Løvfaldstider. Men altid er der groet ny
Kviste frem, hvor dets gamle Blade faldt. Og jeg tør sige,
at det nu ved mit Livs Ende staar med bredere Krone og
kraftigere Løv, end da jeg var ung. Men som det gaar med
mit folkelige Haab, saaledes ogsaa med mit kristelige.
Haabet følger mig ind i Døden, og jeg er forvisset om, at
det vil blive ved at vokse i al Evighed. — Det er en Mis
tydning af Apostelens Ord, naar det hedder i en af vore
Salmer, at »Tro og Haab forgaar, men Kærlighed bestaar«.
— Det er kun Troens Blindhed, der forgaar, men Troen
selv paa Guds Faderlighed vil vare til evig Tid. Og det er
ligedan med vort Haab. Naar vi efter Døden har faaet alt
det opfyldt, som vi haabede her paa Jorden, vil der vækkes
et nyt og større Haab i vort Hjerte. — Saligheden er ikke
en Hvile i det vundne. Den er et Liv, som altid vokser. —
Og naar man saa vil spørge mig, hvorledes dette kan tænkes,
saa peger jeg paa Gud Faders grænseløse Kærlighed og
siger, at det er det evige Livs Indhold, at vi vokser fra
Haab til Haab altid dybere ind i hans Faderfavn!
Jeg har aldrig hørt en frejdigere Forkyndelse af Menneske
livets evige Vækst, og det er skønt at tænke paa, at dette
Vidnesbyrd blev det sidste, Hostrup kom til at aflægge for
vort Folk, inden han lukkede sine Øjne.
86