90 / 192
85
bidrog til, at jeg hellere vilde være Grundlægger af en ny
Skole end med Tiden maaske sætte mig i Ludvig Schrøders
Lærestol.
Det fristede mig derfor heller ikke, at der i de Aar kom
adskillige Opfordringer til mig om at overtage en Højskole,
som var blevet ledig. — Da Jens Bek døde, skrev Jakob
Knudsen til mig, om jeg ikke vilde være Forstander for
Mellerup Højskole, som dengang var i stærk Drift. Men jeg
svarede Nej pr. Omgaaende, ihvorvel det tiltalte mig, at
jeg dær kunde komme i nyt Samarbejde med min gamle
Ven.
Da jeg meddelte mit Svar til Schrøders, kyssede Fru
Schrøder mig — for eneste Gang —, og det gjorde mig
godt at føle, hvor nødig man saae mig rejse fra Askov. —
Men kort efter begyndte dog en stærk Tanke derom at spire
hos mig. Og jeg kan sige paa Dato, naar den opstod i mit
Sind.
Den 22. November 1892, da jeg om Formiddagen kom
ind paa Skolen til min Dansk-Time, mødte Schrøder mig
i Forstuen. »Har De hørt, at
Hostrup
døde igaar?« sagde
han. — Dette Budskab fik en forunderlig Virkning paa mig.
Jeg blev ikke rystet som ved Meldingen om Bergs Død
Aaret i Forvejen; men der blev vakt et Væld af Minder i
min Sjæl, som fødte Haab hos mig om en kommende Livs
gerning.
Jeg havde sidste Gang været sammen med Hostrup et
Par Maaneder før, da vi begge var med til Indvielsen af
hans Søn Helges Højskole i Ry. — Det havde været festlige
Dage for mig. Men især blev det uforglemmeligt, hvad
Hostrup sagde om Aftenen paa Mødets sidste Dag. — Der
var Skumring i det tætpakkede Forsamlingshus, men
Talerens aandfulde Ansigt lyste klart i det svindende Dags
lys. Han stod med det regelmæssige Sving af Kroppen,
som jeg kendte saa godt. Hans Stemme var sunket ned i