85 / 192
80
det sammen med, at jeg, i et vigtigt Øjeblik, ligesom anden
Gang gjorde den til min varige Livsopgave.
Da jeg kom tilbage til Askov, blev jeg varm om Hjertet
ved den Glæde, mine Medlærere og Elever tydelig viste
derover. Der kom en mere inderlig Strøm i mit Tankeliv,
og jeg følte, hvorledes jeg aandelig groede derved. Jeg blev
Højskolemand med Liv og Sjæl som aldrig før, og det
kendtes vel nok paa min Tale til de Unge.
Den Stilling en Højskolemand med gode Evner indtager
i Samfundet, har saa mange Berøringer med andre aande-
lige Virksomheder, at det let kan volde Fristelser for ham.
For mit Vedkommende har jeg kendt dem i flere Retninger.
Som jeg i de Aar blev fristet af Politiken, hvor en øvet
Folketaler synes at være særlig heldig stillet, saa har jeg
til Tider haft megen Lyst til at blive Præst for en fri Menig
hed og til andre Tider været draget imod et studerende Liv
med tilhørende Forfatterskab. — Det er de forskellige Sider
af Højskolearbejdet, der kan give en saadanne Nykker.
Men de overvindes let, naar man har Syn for det særlige
Kald, der er givet en Folkeoplyser. Højskolegerningen har
udviklet sig til et organisk Led af det danske Folkeliv. Og
til den tør jeg anse mig for kaldet gennem hele min Livs
førelse.
Men dermed var det naturligvis ikke givet, at jeg paa
Livstid maatte føle mig bundet til Arbejdet paa Askov
udvidede Højskole. — Foreløbig slog jeg mig godt til Ro
derved. Jeg mente, at jeg nu gjorde nogenlunde Fyldest,
og at jeg efter Forholdene ikke godt kunde undværes, da
jeg havde en vigtig Side af Undervisningen at varetage.
Jeg forstod ogsaa, at der kunde aabne sig en større Virk
somhed for mig i denne Kreds, naar jeg vilde give Tid.
Schrøder lod mig undertiden ane, at han ikke var fremmed
for den Tanke engang a t faa mig til sin Afløser som Skolens
Forstander. Men Aldersforskellen imellem os var ikke saa