81 / 192
76
den storpolitiske Bølgegang øjensynlig var ved at lægge sig,
og den saglige Kamp, der nu førtes mod Estrups provisoriske
Regimente, slet ikke laa for en Outsider som mig.
Men endnu en Gang mødte der mig dog en stor Fristelse
til at træde ind i Rigsdagslivet, og jeg fik derved Lejlighed
til at gøre et Valg, som fik afgørende Betydning for hele
mit senere Liv.
Det var, da C. Berg pludselig døde, i Slutningen af
November 1891. Han havde i sine sidste Aar ført en haard
Kamp med Venstres Flertal i Folkethinget, der blev mere
og mere stemt for et taaleligt Forlig med det provisoriske
Ministerium. — Kun 8 eller 9 andre Folkethingsmænd stod
trofast ved Bergs Side i hans Protest imod en saadan
»Akkord med Uretten«.
Hvor bitre de andre Venstreførere efterhaanden blev
imod deres gamle Førstemand, ses deraf, at de ikke en Gang
sendte ham en Hilsen, da han den 30. Januar 1890 fejrede
Femogtyveaarsdagen for sit første Valg i Kolding. — Der
imod flokkedes hans hengivne Vælgere den Dag om ham
til Fest paa »Fremad« i Kolding By. Og da der kun var faa
fremmede Talere ved Festen, blev det paaskønnet, at jeg
baade holdt en Tale og havde skrevet en Sang til Bergs
Ære. — Han var ellers ikke rigtig glad den Dag, og det
gjorde mig ondt, at han blev kendelig misstemt over nogle
Ytringer i min Sang, dels om hans Holdning under Grund
lovskampen i 1865—66 og dels om Udsigten til, at han
maaske ikke kom til at opleve Sejrens Dag.
Men trods al den Modgang, han mødte, mistede han ikke
Handlekraften. Jeg tror ikke, han nogensinde har arbejdet
vældigere i Rigsdagen, paa sit Redaktionskontor og ved
Møder i alle Egne af Landet end i det sidste Aar, han levede.
— Skønt han havde baade Højre og Venstres Flertal imod
sig, lykkedes det ham dog ved Valget den 21. Januar 1890
næsten at fordoble sine Partifællers Tal i Folkethinget. —