76 / 192
71
hjem fra Vejen Station til Askov, sprang den kolde Sved
pludselig frem paa min Pande ved Tanken om, at min
Deltagelse i denne Sag muligvis kunde skade vor Skole.
Men jeg var ikke ene om a t bære Ansvaret for Askov
Højskoles Holdning i den politiske Kamp. Jeg maatte
snarere opfattes som en Fribytter, der optraadte for egen
Regning, efter at Skolens Forstander, Ludvig Schrøder, i
1886 havde ladet sig vælge til Landsthingsmand. — Jeg
havde selv tilskyndet ham dertil, fordi jeg troede, det vilde
gavne Folkets Sag, at Højskolens første Mand lod sig høre
paa Thinge. Men Schrøders Rigsdagsvirksomhed fik i
Virkeligheden altfor ringe Betydning. — Højres Førere, der
troede, at han var en rød Radikaler, overfaldt ham haanligt,
da han første Gang tog Ordet i Landsthingssalen, og dette
forbløffede ham i den Grad, at han siden sad temmelig
tavs under Thingets Forhandlinger. — Han manglede al
deles den Slagfærdighed, der krævedes af en Politiker i hine
Kampaar. — Det eneste, han udrettede ved sin fireaarige
Rigsdagsvirksomhed, var vistnok at overbevise sine Mod
standere om, at han var et fredsommeligt og forstandigt
Menneske, der satte saglig Forhandling højt over de politiske
Tyrefægtninger, som dengang var i Vælten.
Som den flittige Arbejder, Schrøder altid var, brugte han
Opholdet i København til at sætte sig ind i Byens Storhandel
og Industri og udarbejdede paa Grundlag af disse Studier
nogle Foredrag om »Danmarks Hjælpekilder og Nærings
veje«, som han holdt hjemme paa Skolen og siden lod trykke
i en Bog. Men dette kunde paa ingen Maade opveje det
Tab, som det var for Askov Højskole, at dens Forstander
og ypperste Ordfører i fire Aar var fraværende i den halve
Skoletid. Og Skaden, det voldte, føltes desmere af os alle,
fordi netop de sidste Aar af Firserne blev en særlig vanskelig
Tid for os i aandelig Henseende.
Der begyndte nemlig blandt vore Elever at optræde nogle