74 / 192
69
Post, jeg fik, som deres Talsmand. — Der var omtrent lige
saa mange »Høruppere« i Forsamlingen, og deres Ordfører
var endda yngre end mig. Det var den 27-aarige Redaktør
Vilhelm Lassen. Han var en Kamphane med Næb og Kløer,
og den Orddyst, vi tog med hinanden, blev fulgt med Spæn
ding af Tilhørerne. Men der var een Ting, vi enedes godt om.
Det var at skjule for de mange gamle Venstremænd, der
sad omkring os, at ingen af os endnu var Vælger!
Jeg viste Evne til at sno mig i det livlige Ordskifte og
svare rapt paa de Bemærkninger, der fremkom fra Tilhørerne.
Men jeg skal ikke gøre mig til af den politiske Kløgt og
Fasthed, jeg viste. Jeg havde sund Sans nok til at forstaa,
at mit Partis eneste Maal maatte være at støtte Bergs
vanskelige Stilling paa Rigsdagen. Derfor fremsatte jeg
ingen Forslag paa egen Haand, men fulgte kun vor erfarne
Førers Vink i saa Henseende. — Om Aftenen samledes
Bergs Tilhængere i hans rummelige Lejlighed paa Marmor
kirkepladsen, og dær forsynede han os med de Kugler, som
jeg og andre skød ud ved næste Dags Møde.
De københavnske Høruppere kaldte mig »Jesuitten«, og
mange brave Grundtvigianere i Frede Bojsens Lejr blev
harmfulde over min flotte Kampmaade. Men jeg tror dog,
jeg vandt saa megen Respekt, at jeg fra den Tid regnedes
for egnet til at komme i Rigsdagen. — Selv havde jeg
imidlertid hver Nat, naar jeg vendte hjem til mit Logis,
en temmelig daarlig Samvittighed. Jeg mærkede Farerne
ved det politiske Liv. Det var, som jeg tabte Fodfæstet i
den stærke Hvirvel, og jeg kom til at tvivle om, at jeg havde
den Karakterfasthed, som betyder mere for en virkelig
Politiker end et hurtigt Hoved og en væver Tunge.
Fra Delegeretmødet gled jeg ind i det, som man kaldte
»Venstres Overbestyrelse«, og som var sammensat af een
Mand fra hvert af Landets Amter. — Vi mødtes adskillige
Gange i Fredericia. Blandt de Ting, vi foretog os, var at