82 / 192
77
Han og Hørup traadte atter i venlig Forbindelse med hin
anden, og Udsigterne begyndte at lysne for hans Politik.
Da fløj Budskabet, den 29. November 1891, ud over
Landet, at han var død den foregaaende Nat, ramt af et
Hjerteslag. Jeg tror ikke, der siden 1864 var sket noget,
som vakte saa megen Sorg i Tusinder af Hjem, især ovre
i Jylland. — For mig, der havde staaet Berg personlig nær,
blev Sorgen imidlertid blandet med en indre Uro, som jeg
ikke før havde kendt Mage til.
Der kom nemlig straks Bud til mig, baade fra Kolding-
kredsens Ledere og fra Bergs Partifæller paa Rigsdagen,
om jeg vilde tage mod Valg som hans Afløser i Vejle Amts
2. Valgkreds, og i den bevægede Stemning, som hans Død
havde fremkaldt, følte jeg stærk Drift til at følge denne
Opfordring. — Mit Indre var i stort Røre, da jeg den 3. De
cember var med til Bergs Bisættelse i København, og især,
da jeg to Dage senere overværede hans storstilede Jorde
færd i Kolding. — Hvor jeg færdedes i Gaderne, mødte jeg
gode, alvorlige Mænd, som jeg kendte baade fra det folke
lige og politiske Liv, og Gang paa Gang blev jeg spurgt, om
jeg ikke vilde stille mig ved det forestaaende Supplerings
valg. — »Du vil dog ikke svigte os n u !« sagde en god Ven
med Taarer i Øjnene. — Hædersmanden N. P. Madsen-
Mygdal, som var Bergianernes Leder efter Førerens Død,
opfordrede mig indtrængende til at sige Ja, og jeg kom,
under Vægten af den Folkestemning, som mødte mig, i den
største Vaande for et afgørende Svar.
Hos Konstantin-Hansen, hvor vi Askovfolk samledes paa
Begravelsesdagen, var ogsaa Ludvig Schrøder tilstede. Og
da han saae, hvorledes det var fat med mig, sagde han med
stort Frisind: »De kan jo prøve Dem frem. Selv om De nu
lader Dem vælge til Folkethingsmand, kan De godt beholde
Deres Stilling hos os. Saa klarer det sig vel for Dem, om
De skal være Højskolemand eller Politiker.« — Jeg syntes i