83 / 192
78
Øjeblikket, at disse Ord slog Hovedet paa Sømmet, og gik
straks hen til Madsen-Mygdal for at sige ham, at jeg var
villig til at stille mig. Men ikke saa snart havde jeg givet
dette Tilsagn, før det var, som om Vejret slog om i mit
Indre.
En Ting, som lokkede mig, var Udsigten til at komme til
København. — Bergs Arvinger havde sagt til mig, at jeg
kunde overtage Ledelsen af »Venstrebladet«, som han for et
Par Aar siden havde begyndt at udgive i Hovedstaden.
Jeg vilde derved faa en Stilling, der nogenlunde sikrede
mig et ordentligt Udkomme. Men det var ellers mere det
almindelige Aandsliv i København, som jeg blev draget af.
— Imidlertid fik jeg samme Nat et Indtryk af dette, som
virkede frastødende paa mig. Jeg kom til at sidde paa Hotel
Kolding sammen med en Kreds af fremtrædende Køben
havnere: Holger Drachmann, Octavius Hansen, Alfred
Christensen, Jacob Marstrand o. fl. Samtalen var overmaade
interessant, især da Drachmann kom i højt lyrisk Sving.
Men det Indblik, den gav mig i Hovedstadens æstetiske
og politiske Liv, var langt fra tillokkende. Det blev mig
klart, at det vilde blive Bytte paa Bedrag a t forlade det
gode alvorlige Folkeliv, der førtes paa Askov, for at flytte
ind paa det store »Forfængelighedens Marked«, hvor man
altfor let kunde sætte sin Sjæl til.
Da jeg i den tidlige Morgenstund rejste til Lejrskov, hvor
jeg skulde holde Foredrag, satte jeg mig paa Lunderskov
Station til at skrive et Brev til Madsen-Mygdal, hvori jeg
tog mit overilede Tilsagn tilbage. Jeg sagde deri, at eet var
min Beundring for Berg, et andet, om jeg var egnet til at
blive hans Eftermand. Jeg kunde maaske blive hans Saga
mand. Men det kunde let gaa mig som Hjarne, der blev
kaaret til Konge, fordi han kvad saa kønt om den afdøde
Frode Fredegod.
Mit Afslag var vistnok i Øjeblikket en Skuffelse for Bergs