84 / 192
79
Venner. Men jeg er overbevist om, at jeg i Virkeligheden
kom til at gøre dem en god Tjeneste dermed. — Hvis jeg
var traadt ind i Folkethinget, vilde jeg vist være kommet i
Vejen for den rolige Fremgang, som Bergs Parti i de følgende
Aar fik under Ledelse af I. C. Christensen. Han var i mange
Maader bedre egnet til Bergs politiske Arvetager end mig,
— skønt jeg ikke dermed vil sige, at »Systemskiftet« i 1901
har svaret til, hvad Berg satte som Maal for sin folkelige
Politik. — Det Haab, a t »Bønder og Arbejdere«, ja Friheds-
mænd af alle Samfundslag, skulde enes om et virkeligt
folkeligt Selvstyre, naar Grundloven var indsat i sin fulde
Ret, blev jo ingenlunde opfyldt. Bergs Politik forsvandt i
Grunden sammen med det 19. Aarhundrede. — Selv har jeg
aldrig fortrudt, at jeg i 1891 trak Foden tilbage fra Døren
til Thingsalen, og jeg har aldrig senere været fristet af de
Tilbud, jeg har faaet, om at tage Del i det offentlige Liv
paa anden Maade end som fri Folketaler.
Det var en Guds Lykke, at jeg i sidste Øjeblik fik sagt
et afgjort Nej til at blive Politiker, — en Guds Lykke, som
jeg ikke havde gjort mig fortjent til ved at handle som en
Mand med fast Vilje. — Jeg havde tværtimod i Afgørelsens
Øjeblik svajet som et Siv, og der kan strengt taget ikke
tales om et frit Valg fra min Side. Jeg fik ved denne Op
levelse min Mening stadfæstet om et syndigt Menneskes
Ufrihed. Men jeg regner det visselig ikke for et Spil af
Tilfældigheder, som kom til at raade for min Skæbne. Der
var god Mening i, hvad der skete med mig, men den skyldtes
ikke mig selv. Det var den dybere Sammenhæng i Livs
førelsen, som vandt Sejer, — ikke »Valgfriheden«, men den
skjulte »Grundvilje« i mit Liv, som jeg maa takke for Sagens
heldige Udfald. — Jeg tør føje til, at det Offer, jeg paa en
Maade bragte ved at give Afkald paa en mere fremskudt
offentlig Stilling, har lønnet sig godt. — Hvis jeg har ud
rettet noget i min Gerning som Højskolemand, saa hænger