98 / 192
93
egentlig, at hun var endnu mere kritisk end ham. Jeg har
ingensinde som voksen Mand faaet saa mange drøje Sand
heder at vide om mig selv som hos disse to. Men jeg tog
imod dem med Taknemlighed, fordi jeg følte, at de begge
havde et godt Vennesind imod mig, og jeg svarede kun lidt
igen, fordi jeg havde mest ud af Samværet ved at lytte til
deres Ord. — Hvor blev jeg glad, da Otto Møller en Gang
ved Afskeden i Forstuen sagde til mig: »Jo mere jeg lærer
Dem at kende, des mere kommer jeg til at holde af Dem
trods alle Deres gale Meninger!«
Det var en velgørende Modsætning til Livets Larm uden
for at være i den stille gamle Præstegaard, hvor de to levede
helt alene. Og det var i Sandhed opbyggeligt at sidde i
Gylling Kirke og lytte til Otto Møllers vise kristelige Taler.
Da jeg engang spurgte ham, om han syntes, jeg skulde
begynde en Højskole i Nordsælland, svarede han: »Næ, De
maa hellere blive Præst! En Højskoleforstander skal idelig
farte rundt for at faa Elever. Og naar han saa har faaet
dem, maa han svandse for dem, for at de ikke skal rejse
igen. Han
kan
jo næsten ikke sige dem en ubehagelig Sand
hed, naar han da ikke har privat Formue som Jens Nørre-
gaard. Vi Præster er anderledes frit stillede. Vi har vort
faste Embede at leve af og kan sige, hvad vi vil, uden at
nogen kan gøre os noget derfor.« — Da jeg indvendte, at
jeg ikke følte Kald til Præstegerningen, svarede han:
»Kald, det kunde man tale om i Aposteltiden. Nu maa det
være nok, at De er theologisk Kandidat, for at søge Embede.
Hvad De skal sige som Præst, det kommer nok, naar De
først er blevet det.« »Men« — føjede han til med sit lune
Smil, — »det er formodentlig at slaa Vand paa en Gaas,
at raade Dem fra det, som De er opsat paa.« — Senere, da
jeg havde faaet min Skole i Gang, glædede han mig dog ved
at sige: »Det er vel nok alligevel den rigtige Bestilling, De
er kommet i !«