110 / 192
105
kan vel nok lide a t høre andre ogsaa, naar de taler, som De
ønsker.« — »Næ,« svarede han, »naar Folk vil sige noget, maa
de hellere modsige mig.« — »Aa, Fritz,« sagde Fruen, »du
holder ellers nok af, a t Folk ligger paa Maven for d ig !« —
»Saa gør det saamænd ikke gratis, min Pige!« — »Nu gør
du dig selv værre, end du er«, svarede hun. — »Saa?« sagde
han, »du kender mig jo slet ikke!« — »Da har jeg dog kendt
dig i mange Aar.« — »Ja, som jeg er i de faa Timer, vi er
sammen. Men du skulde vide, hvordan jeg er, naar jeg sidder
i B a n k e n !«
Paa denne rappe Maade fortsattes Sam talen ved Mid
dagsbordet, og det morede mig meget, for jeg mærkede
snart, a t de to i Virkeligheden var hjertensgode Venner, og
a t Tietgen havde mere tilovers for det aandelige Liv i vore
Kredse, end hans drilske Ord tydede paa.
Siden kom jeg adskillige Gange over til Strødam . Fru
Tietgen og jeg kunde tale godt sammen om kristelige og
folkelige Spørgsmaal. Men Tietgen krydrede stadig Sam
talen med sine smaa spidse Bemærkninger. — En Gang,
da Højskolen var under Bygning, havde han kø rt en Tur
forbi den. »Det er en ordentlig Kasse, De rejser derovre!
Men pas nu paa, a t det ikke gaar Dem som Skrædderen, der
v an d t en hvid E lefant i Lotteriet og ikke vidste, hvad han
skulde gøre med d e n !«
Paa en vis fornem Maade fulgte han mine Foretagender
med nogen Interesse. — Ved Skolens Aabning beærede han
os med sin Nærværelse under et P ar Foredrag. Og da vi
begyndte a t holde Folkemøder paa Fruebjerg, kom han en
Gang kørende ind paa Festpladsen og sad et K varterstid i
Vognen for a t høre paa Talen, som hans gode Ven Frederik
L. Grundtvig holdt.
Da jeg altsaa kunde regne paa hans Velvilje, dristede jeg
mig i December Termin 1895 til a t anmode ham om a t være
min Kautionist for 20,000 Kr. — Han svarede, a t han nu