112 / 192
107
paa, a t jeg nu og da kom over til den syge Mand for a t tale
med ham — uden a t lægge for meget Mærke til hans Skrøbe
lighed, som han helst vilde skjule.
Om Aftnerne spillede vi W hist med ham. — Han sagde i
den Anledning til mig: »Jeg havde aldrig troet, a t jeg skulde
faa Tid til sligt. En russisk Grevinde (som han nævnte ved
Navn) raadede mig for flere Aar siden til a t lægge mig efter
a t spille Kort. Jeg svarede, a t det ikke var noget for en
Mand som mig. — Men nu har jeg desværre faaet god Tid
d e rtil!« — Han spillede godt og førte hele Regnskabet i sit
Hoved. Jeg lagde især Mærke til, a t han i Passpillet, som
var det eneste, han lod gælde, paa en dristig Maade førte
Trumfningen igennem for siden a t faa sine andre gode Kort
hjem. Men han kunde ikke lide a t tabe, saa hans Mod
spillere m aatte have Tankerne godt med sig, — for a t han
kunde vinde paa en pæn Maade.
Til andre Tider fortalte han livligt om sine store Fore
tagender, f. Eks. om de T jenester, han gjorde Danm ark, da
den franske Flaade laa i vore Farvande i 1870, og om den
Maade, hvorpaa han, som han sagde, »havde sa t en Pind
for, a t Jøderne kom til a t regere os,« da Frihavnen blev
anlagt. — En Gang, da Talen faldt paa den Bog, jeg skrev
om C. Berg, sagde han med sin gamle S pyd ighed : »Hvad
kender De til Politik? De har jo aldrig væ ret indenfor K u
lisserne. Nej, saa veed jeg mere om det, der egentlig betyder
noget for Landets Styrelse.« — Han kunde være meget
munddjærv. Da vi engang ta lte om en P ræ st i Egnen, som
udæskede til K ritik, og Fru Tietgen ytrede, a t han i al Fald
var meget veltalende, sagde T ietgen: »Ja, det gaar fra ham
som Skidt fra spæde K a lv e !« — Men paa den anden Side
var han sto lt af, a t han, skønt han ikke havde studeret,
var vel kendt med akadem iske Talemaader. Paa det Om-
raade, syntes jeg, a t han var en Smule snobbet.
Der er ingen Tvivl om, a t hans K ristentro var ærlig.