118 / 192
113
bygningen, et godt H jemsted. — Det var ogsaa godt for
mig, naar jeg kom for a t se til Byggeriet, a t jeg fik Tilhold i
deres lille Hjem. Vi vil ikke glemme den Hjælp, som de
ydede os paa mange Maader i den trav le Tid. — Da Skolen
kom i Gang, blev Bojesen Lærer i Gymnastik, Legemslære
og Tegning. Han vilde gerne have op re tte t en Haandvæ rker-
afdeling her. Men det stred imod min Tanke om kun a t
holde »ren Højskole«. — Bojesen v ar ikke nogen fremragende
Taler, men han havde en ædel Forstaaelse af Højskolesagen.
Hans Slægtsarv blev et godt Indskud i vor fælles Gerning.
— Kristine Bojesen var en karakterfuld Kvinde, som tog
ivrig Del i Skolens Arbejde, særlig i Sangundervisningen,
hvor hun kunde s tø tte sig til sin solide musikalske Uddan
nelse. — Desværre blev hun senere sjælesyg, og nogle Aar
efter hendes Død rejste hendes Mand til København, hvor
han blev Inspek tør paa Vanførehjemmet.
Den ældste af mine Medlærere, kun halvandet Aar yngre
end mig, var
Ole Jensen.
Han har indtil denne Dag væ ret
vor trofaste Fælle i Højskolegerningen og en prøvet Ven
gennem de mange Aar. — Ole Jensen er en Husmandssøn
fra Odsherred, aandelig vak t af E rnst Trier paa Vallekilde.
Han har altid i sin Tale og Tankegang bevaret det sællandske
Folkepræg, som jeg har elsket fra min Barndom. Hos Trier
lærte han især at fortælle Bibelhistorie og var i flere Aar
Friskolelærer i Rosilde paa Fyn, hvor han fand t sin gode
Hustru. — Vi lærte hinanden a t kende, da han som ung blev
Elev paa den udvidede Højskole i Askov. Da han nogle
Aar senere, mens han var Friskolelærer, opholdt sig en
Vinter igen paa Askov, blev han min Hjælper ved Under
visningen i Dansk. — N aar jeg fik ham til at opgive sin
Friskolegerning for a t rejse med os til Frederiksborg, var
det især, fordi jeg haabede, a t han kunde styrke vor Skole
ved det Forhold til den jævne Befolkning, som han havde
Holger Begtrups Levned. II.
8