123 / 192
118
Hvad jeg har haft paa Sinde til Oplysning om Sjælelivet,
er gledet let ind i den grundmenneskelige Ramme, som
d e tte Mesterværk frembyder. Og da vore Elever altid har
hø rt med levende Interesse derpaa, tø r jeg sige, a t jeg her
har fundet et Felt, hvor »Lærerens Evne og Elevernes T rang
mødes« paa en lykkelig Maade.
I det hele har jeg maaske lagt mere Vægt paa det poetiske
end paa det historiske, som tilsammen danner Højskolens
Livselement. Men jeg skal dog meget have mig frabedt a t
blive stemplet som en Æ stetiker. Jeg har kun liden æstetisk
Sans, og jeg vilde anse det for en stor Synd a t gøre Høj
skolen til en Rugeplads for unge Skønaander. Men jeg har
lært af Grundtvig, a t Digtningen har et højere Maal end
a t bringe Kunstnydelse til en lille udvalgt Flok af æstetisk
dannede Mennesker. Den er en virksom K raft i Folkelivet,
naar den træder i Aandens T jeneste, og der er in te t bedre
Middel til Ungdommens Forædling end den Strøm af højere
Liv, som de ægte Digtere har tilfø rt v o rt Folk. — Poesien
skal vække »den digtende Trang under A rbejdets Gang«,
som sæ tter F rugt i Haandens Verden, mens den sam tidig
gør Menneskets indre Liv dybere og rigere. Det danske
Folks Historie i det nittende Aarhundrede burde overbevise
alle om denne Kendsgerning.
Im idlertid har det historiske og det poetiske gerne fulgtes
ad hos mig. Derfor rykkede mine historiske Foredrag lige
saa langt frem mod Nutiden som min Tale ud fra Digtningen.
— Jeg har ganske vist prøvet a t gaa i de Æ ldres Spor ved at
fortælle hele »Menneskeslægtens Levnedsløb« paa den Maade,
Grundtvig ønskede, og som f. Eks. Schrøder og Jen s Nørre-
gaard stadig gjorde det. — D ette v a r egentlig ikke ren
Historieundervisning, men en rom antisk Brug af Verdens
historien som et mægtigt Billedsprog til Oplysning om Men
neskelivet gennem dets forskellige Aldere under Forsynets