129 / 192
124
og min vidtløftige Foredragsvirksomhed bærer ogsaa i mine
egne Øjne andre Spor af Verdens Forfængelighed.
Da jeg er ud sty ret med naturlig Veltalenhed og har en
gennem trængende Røst, er det ofte faldet i min Lod a t tale
til meget store Forsamlinger under aaben Himmel. I de
senere Aar, da jeg, alene ved min Alder, har faaet en mere
frem skudt Stilling b land t Højskolens Mænd, har jeg ogsaa
nu og da ladet mig friste til a t tale ved officielle Fester, som
ikke har haft noget ægte folkeligt Præg. Jeg ønsker, a t
dette fra nu af maa ophøre. — Men jeg vil ikke sige, a t alle
store Møder i det Fri skulde være værdiløse. De
kan
være
et festligt Led i Folkets sande Liv, og jeg har mange Gange
følt mig b aare t af den fælles Stemning, der er gaaet igennem
en saadan kæmpestor Forsamling.
Vi veed fra Danmarkshistorien, hvor megen Betydning
Møderne paa
Skamlingsbanke,
især det i 1844, fik for Folkets
Sag. G rundtvig har i »Skovhornets Klang mellem Skam-
lingsbankerne« givet et mægtigt Vidnesbyrd derom, og den
redelige Niels Jokum Termansen har jeg hø rt tale om, hvil
ken afgørende Indflydelse det fik paa hele hans Liv, a t han
som tyveaarig Bondekarl var Tilhører ved dette mærkelige
Møde. — Mindet om de første Fester har gaaet som et
Aandedrag af Danmarks Saga gennem min Sjæl, hver Gang
jeg selv har staaet, som Taler eller Tilhører, paa Skamlings-
banken. — T it har jeg tæ nk t paa det store danske Flag,
som vajede paa Bankens Top hv ert Aar indtil 1864, da det
blev gemt hen med den Bestemmelse, a t det først skulde
hejses igen, naar Sønderjyderne kom tilbage til os. Den
Dag m aatte det blive dejligt a t komme til Møde paa Høj-
sk am ling !
Men da Dagen kom, fortonede Minderne fra Skamlings-
festerne sig under det vidunderlige Møde i
Dybbøl Skanser
,
der nu staa r for mig som det danske Folks rette Festplads.