127
Bidrag til min Hjemegns Saga. Og de blev tit en god Ind
ledning til, hvad jeg havde at sige ved Mødet.
Men selvfølgelig var mine smaa Vers ikke Festens Blomst.
Nej, det var Folkestævnet selv med sin gode danske Stem
ning. — Jeg har ikke naaet, hvad jeg drømte om, da jeg
slog mig ned i Midten af Nordsælland, at fremkalde en
bred folkelig Vækkelse i dette Overdrev af vort Fædreland.
Det skyldes maaske mest mig selv, der af Magelighed og
Travlhed ikke har ofret mig derfor, som jeg skulde. Men
naar jeg en Midsommerdag har staaet under Bøgene paa
Fruebjerg og ta lt til mine kære nærmeste Landsmænd, saa
har jeg næsten altid følt en dyb og ren Glæde ved Fælles
skabet imellem os. Paa saadanne Dage har Aanden givet
mig Fryd over Folkelivet. Mine Barndomsminder og Ung
domsdrømme har gæstet mig i et lifligt Øjeblik og atter
malet mig for Øje, hvad det er for et Paradis, vi skal stile
imod midt i denne traurige Verden. — Hvad andre har faaet
ud af disse Møder, veed jeg kun lidt om. Jeg har vel dær
som andensteds selv snakket for meget til at faa mine Om
givelser til at ytre sig. Men jeg tror dog, at Haabet for vort
fælles Folkeliv er blevet styrket hos flere end mig ved disse
festlige Møder i den grønne Skov.
Nu har jeg i 33 Aar ledet Folkemøderne paa Fruebjerg, og
da Mødet i Sommer gik i Vasken, fordi det regnede stærkere
end sædvanligt, blev det mig en Paamindelse om, at det
bør være andre, som skal fortsætte dette lykkelige Arbejde,
som her er begyndt, til folkelig Samling i de skiftende Tider.