131 / 192
126
Vejr ved Fruebjergsmøderne. Det er ligefrem blevet en
Talemaade i Egnen, naar Folk længes efter Regn: Ja , bi nu
kun til Fruebjergsdagen, saa kommer den nok!
Trods dette ydre Uheld har en trofast Stamme paa over
1000 Kulsviere stadig givet Møde paa Fruebjerg. — Naar vi
enkelte Gange har haft smukt Vejr, er Deltagernes Tal
vokset til det dobbelte. Men da har vi haft den Ulempe, at
nogle af dem har været nysgerrige Folk, som stillede sig i
Forsamlingens Udkanter og snakkede temmelig højlydt om
kap med Talerne. Jeg priser derfor Graavejret, naar det
kun ikke giver saa megen Væde, at man ikke kan sidde i
Græsset.
Naar jeg henfalder til denne Snak om Vejret, kommer det
af, at det virkelig har været en alvorlig Prøvelse for mig,
som ellers lader hver Dag sørge for sig, naar Barometeret er
faldet Dagen før det store Skovmøde. Men paa en Maade
har det været til Gavn for mig at se med Ængstelse paa Ud
sigterne. Det har gjort mit ellers rolige Sind bevæget og
har derved beredt mig til at tage Højtidsdagen med mere
Alvor.
I det hele maa jeg sige, at Folkemøderne paa Fruebjerg
har været meget for mig. Jeg har altid forberedt mig særlig
godt til den Tale, jeg skulde holde dær, og under Forberedel
sen er jeg tit blevet saa stemningsfuld, at jeg har faaet Mod
til at digte en Sang til Mødet. — I Aarenes Løb har jeg lavet
saa mange »Fruebjergssange«, at de kan fylde en lille Bog. —
Jeg veed godt, at det ikke er rigtige Digterværker. Det er
kun »den digtende Trang under Arbejdets Gang«, som har
faaet Luft i dem, og mange af dem er egentlig kun en Slags
rimede Festtaler. Men da jeg altid har lagt min Sjæl i disse
Kulsviersange, kan de godt tages som et Udtryk for, hvad
jeg har stilet paa med Folkemøderne. De er skrevne ud af
min Kærlighed til Nordsællands Skove og Nordsællændernes
Folkesind. Jeg tør derfor kalde dem et historisk-poetisk