133 / 192
V II.
ET VINDU I VEST.
M
ens Møderne paa Fruebjerg peger hen paa, hvad der
kan gøres til Næring af Folkelivet herhjemme i Dan
mark, fik jeg i det tyvende Aarhundrede en anden Virk
somhed kny ttet til min Skolegerning, som peger udad mod
Livet i den store Verden.
Indtil jeg blev halvhundrede Aar, var næsten alle mine
Tanker bundne til Oplysningsarbejdet i Danmark og det
øvrige Norden, og jeg havde kun ringe Forbindelse med
Folk i fremmede Lande. — Men nu aabnede der sig en Ud
sigt til at komme i Føling med Mennesker paa den anden
Side Vesterhavet.
Da jeg en Nat ved Aarhundredskiftet sad alene i Vente
salen paa Fredericia Banegaard, opsteg der pludselig den
Tanke i mit S ind: Du er endnu ikke for gammel til a t lære
Engelsk og sætte dig ind i Aandslivet derovre! — Jeg blev
saa glad ved dette Huskud, at jeg kom til a t le højt i min
Ensomhed. Hvorledes Ideen opstod, kan jeg ikke gøre Rede
for. Men fra den Tid blev jeg opmærksom paa, hvad der
kom indenfor min Synskreds fra den angelsaksiske Folke-
verden.
Ved en Rejse i Tyskland havde jeg faaet forøget Afsmag
for den preussiske Militarisme trods al den Intelligens, som
var lagt deri. I Modsætning dertil var jeg tiltalt af den ny
Verdensdannelse i England og Amerika, som havde sit
Grundlag i det praktiske Nutidsliv og kun havde lidt at