138 / 192
133
var intet Under, a t han var blevet begejstret for Christen
Kold, meget mere end for Grundtvig, som han næsten intet
kendte til.
En anden Ting, som gav Fylde i vort Samliv, var Eng
lændernes Sang, som var sjælden kraftig og god. Men det var
ejendommeligt, hvor let de kunde gaa over fra de alvorligste
Salmer til de lystigste Sømandssange eller komiske Kærlig
hedsviser. — De savnede det Mellemled, vi har i vore
Folkesange. Og Bryan, som blev opmærksom paa dette,
var ivrig efter at faa engelske Oversættelser af saadanne
Sange som: »Høje Nord, Friheds Hjem«, »Et jævnt og mun
tert, virksomt Liv paa Jord« osv.
Vor Gymnastiklærer, som ikke kunde Engelsk, holdt
»Dagsøvelse« mned dem paa den Maade, at han tog een af
dem hen til sig i Midten af Salen og viste paa ham, som en
Gliedermann, hvad de andre skulde gøre. Denne Pantomime
gik fortræffeligt. De kraftige Boys var saa ivrige, at de tit
tumlede om, fordi de sprang rask til uden at kende Be
vægelsens rette Maal, og dette vakte straks almindelig Ju
bel.
Jeg havde sørget for, at der blev holdt Foredrag for dem
paa Engelsk om danske Forhold. Den daværende Justits
minister, Svend Høgsbro, fortalte om vore Andelsforeninger,
Anders Vedel om Fattiglovgivningen, vor Landsmand fra
Amerika, Carl Hansen, om Livet blandt de Danske i de
Forenede Stater. — Desuden gjorde vi Udflugter til Hillerød,
Fredensborg, Helsingør, Helsingborg og København.
Jeg har aldrig oplevet en gladere Uge paa Frederiksborg
Højskole, og jeg tror næppe, nogen har faaet en livligere
Undervisning i et fremmed Sprog, end jeg fik i de Dage.
Jeg ser, at jeg endog førte min sædvanlige Dagbøg paa
Engelsk!
Dette festlige Besøg blev Indledning til en fortsat Veksel
virkning mellem Frederiksborg og Fircroft. Bryan og jeg