143 / 192
138
snigende Lungesygdom, der svækkede ham meget i hans
sidste Leveaar.
Han krydsede dog endnu en Gang Vesterhavet i Sommeren
1913 for at holde en lille Ferie med sin Kone og Datter hos os
og bagefter tage Del i et Møde her af de danske »Fircroftere«,
som i de foregaaende tre Aar havde opholdt sig paa hans
Skole. — Dette Møde blev hans Afsked med danske Venner.
Da Verdenskrigen udbrød i 1914, kom Kvækerne som
Fredsvenner i en meget vanskelig Stilling, og Fircroftskolen
maatte standse, da næsten alle unge Mænd var i Felten, og
Skolerne i Bournville blev omdannede til Hospitaler. — Da
var Bryan blevet saa syg, a t han følte, hans Tid var omme.
Men jeg fik dog Lejlighed til at se ham en Gang endnu, da
jeg i 1915 sammen med min Datter Elisabeth gjorde en
Englandstur i dette Øjemed.
Denne Rejse blev den mest indholdsrige og spændende,
jeg har gjort. Den gav mig et stærkt personligt Indtryk af
Verdenskrigens Virkninger. — Allerede Sejladsen fra Køben
havn til Huli var en gribende Begivenhed. Vi kom nemlig til
at sejle med Damperen »Vidar«, som havde Ligene af 13 en
gelske Sømænd ombord. Det var dem, som omkom ved
Saltholm Flak, da Tyskerne angreb deres Undervandsbaad
»Nr. 13« nær ved den danske Kyst. De stod i flagsmykkede
Kister paa Mellemdækket, og Kommandør Hammer fulgte
med for at bringe dem tilbage til deres Land. Derfor blev vi
modtaget med Æresbevisninger af de britiske Orlogsmænd
og blev eskorterede af to Krigsskibe ned langs Englands
Kyst.
Da Kisterne var bragt fra Borde, og de danske Passagerer
skulde i Land, var det forbi med Æresbevisningerne. Vore
Sager blev ransagede paa det nøjeste, skønt vi havde et vel
motiveret Pas med fra den engelske Legation i København.
Og da vi kom i Land, kunde vi næsten ikke kende de brave
Englændere igen. — Det var, som hele Landet var trukket i