144 / 192
139
Uniform og havde indrettet sig paa Preussisk, mens vi før
var rejst ud og ind uden at møde nogen Hue med Tridse om.
Byerne laa bælgmørke om Natten. I Huli saae vi en Hus
karré, der var skudt i Grus af en tysk Zeppeliner. Da jeg
en Aften havde glemt at trække Rullegardinet ned, kom der
straks Bud fra Politiet om at rette Forsømmelsen. I hver
By, vi kom til, maatte vi melde os hos Øvrigheden for at faa
vore Papirer eftersete.
I London blev vi Vidner til den mægtige Hvervning, som
Lord Kitchener ledede. Vi overværede bl. a. et stort Møde
paa Trafalgar-Square, som gik ud paa at faa Frivillige til at
melde sig. Taleren, som kom lige fra Løbegravene i Frankrig,
stod paa Monumentets Fodstykke, og rundt om saas store
Plakater med Nelsons O rd : »England venter, at hver Mand
vil gøre sin P lig t!« — De, som fulgte Hververnes æggende
Opfordring, blev halet op paa Fodstykket, hvor de kunde
ses af alle, og blev modtaget med Bifaldsraab fra den for
samlede Mængde. De saae ellers ud som temmelig havarerede
Eksistenser. — I York kom vi til at bo i Pensionat sammen
med unge Mænd, der uddannedes til Officerer, og med bel
giske Familier, der var flygtet til England, hvor de blev
gæstfrit modtagne.
Under disse Forhold i Landet var det meget vemodigt at
komme til vor syge Ven Tom Bryan. Han var tydelig mær
ket af Døden, men talte dog med sit gamle Lune om sin
Tilstand og tyktes vel beredt til at gaa herfra i de »altfor
onde Dage«, der ogsaa udvortes havde standset hans Livs
gerning.
Da vi kom tilbage til Huli for at sejle hjem, fik vi den
Besked, at det kun kunde ske ved Tilladelse fra London, og
at det vilde vare mindst en Uge, inden vi fik den. — Vi tyede
da til det skønne York, hvor vi blandt andet besøgte Arnold
Rowntree, der var Medlem af Parlamentet. Han medgav
mig en hædrende Skrivelse til Paskontoret, hvori han nævnte