145 / 192
140
mig som en tro Ven af England. — Rowntree fortalte mig
om det Genopbygningsarbejde, som Kvækerne havde be
gyndt i de hærgede Egne af Nordfrankrig. Da jeg kom hjem
til Danmark, fortalte jeg videre derom, og da var der en
kendt jydsk Frøavler, som gav mig 2000 Kr. a t sende til
den engelske Komité for Arbejdet. For denne anselige Gave
vandt jeg Æren blandt vore engelske Venner, da Giveren
selv ikke ønskede at nævnes.
Hjemturen bragte os et nyt spændende Indtryk af Krigens
Virkninger. Først blev vi midt i Vesterhavet, der selv laa saa
fredeligt og sollyst, som jeg aldrig ellers har set det, om
kredset af engelske Krigsskibe og maatte ligge stille, mens
de signaliserede til os. Men værre blev det, da vi kom ind i
Kattegat og nærmede os Kulien. Pludselig hørte vi et for
færdeligt Brøl, og med Skum som Vinger om Bougen kom
en tysk Torpedojager hen imod os. Vi maatte stoppe, mens
den sendte en Baad hen til os og satte en Officer ombord
for at ransage vort fredelige Skib. Mens Baaden laa bi,
snakkede vi med nogle tyske Marinesoldater, der var i den,
og det gjorde et mærkeligt Indtryk paa mig, da jeg opdagede,
at det var dansktalende Mænd fra Nordslesvig. Da den
tyske Officer var ved at gaa ombord, skyndte vor Kaptejn
sig med at jage to unge Englændere, vi havde med, ned i
Lastrummet. Vi andre kunde vise Pas, og da Papirerne var
undersøgte, gik Tyskeren fra Borde efter at have givet os
Ordre til ikke at sejle videre før næste Formiddag. Men da
den tyske Orlogsmand var kommet af Sigte, satte vor ge
mytlige Kaptejn fuld Damp op og naaede snart ind til dansk
Søterritorium, saa vi kom til København samme Aften. —
Hele denne Rejse staar for mig som et mærkeligt Eventyr
midt i Verdens alvorligste Virkelighed.
Bryans Død og Verdenskrigen gjorde Ende paa den livlige
Forbindelse, hvori jeg var kommet med engelske Skolefolk.
Men ved tyndere Traade har vi dog stadig staaet i Føling