140 / 192
135
Det var Frænder, som jeg besøgte med samme glade Beun
dring, som en lille Fyr kan have, naar han kommer hos sine
voksne Fætre. — Det gav Luft i Lungerne at færdes i en
saa storstilet og dog hjemlig Menneskeverden. Men saaledes
kunde jeg ikke være blevet stemt, hvis jeg ikke nærmest om
mig havde haft nogle danske og engelske Venner, som dæk
kede mig imod det umiddelbare Møde mellem et ensomt
Hjerte og en stor kold Verden.
Man siger, at Englænderne nødig aabner deres Hjem for
Fremmede. Men i saa Fald skete der en lykkelig Undtagelse
derfra overfor os. — Som vi i London havde lært den store
Verden lidt at kende, saa fandt vi i Bournville smaa Hjem,
der virkelig aabnede sig for os og tog os ind til deres Liv om
Arnestedet. Hele vort Besøg hos Kvækerne blev saa hygge
ligt for os, som om vi havde været Venner med dem i For
vejen. — I det rent udvortes fandt vi straks stor Lighed
mellem dem og gammeldags Grundtvigianere i Danmark.
Deres Jævnhed i Klædedragt og daglige Omgængelse svarede
helt til vor egen folkelige Stil. — Dybere inde kunde vi sam
stemme med dem i det rent menneskelige, der ikke gør For
skel paa Folk efter deres ydre Vilkaar. »Kongen er ikke mer
end et Menneske, og Tiggeren er ogsaa et Menneske,« — det
er et Udtryk for Kvækernes demokratiske Sindelag, som
falder godt i Traad med, hvad vi saa tit har sunget:
Saa er vi alle Kongebørn,
Skønt fattige og ringe.
Men det Fellowship eller Fællesskab mellem Mennesker,
som Kvækerne virker for, var, som alt i England, mere vidt
spændende end i vort lille Land. Derovre lærte jeg at kende
den almindelige Menneskelighed (Humanity) som mer end
en sødladen Drøm. — Hjemme havde de sværmerske Tale-
maader, som vore løsskruede Idealister fører i Munden, altid
virket frastødende paa mig. Deres begejstrede Snak om hele