141 / 192
136
Menneskeslægtens Velfærd syntes mig baaret af ren Fantasi
uden Rod i den sande Kærlighed til Næsten. Alle de store
»Sager«, som føg os om Ørene før Verdenskrigen, var mig for
luftige til, at de kunde gaa mig til Hjertet. Men i England
har »det Humane« anderledes Grundvold i det virkelige Liv.
E t Folk, som lever midt i et mægtigt socialt Røre, og som
gennem dets Verdensrige staar i virksomt Forhold til andre
Folkeslag rundt om paa Jordkloden, har god Aarsag til at
bevæges af Spørgsmaal, der omspænder hele Menneskeheden.
Paa dette Grundlag er det, at det lille Kvækersamfund
udfolder sin beundringsværdige praktiske Humanitet, der
ikke mindst under Verdenskrigen maatte falde os alle i
Øjnene. De
gør
virkelig noget for deres Medmennesker uden
at spørge om Nationalitet eller Konfessioner. Det var et
sundt Sjælebad for mig at komme ind i en saadan Huma
nisme.
Kvækernes religiøse Liv var betagende for mig, naar jeg
sad en Time i deres Forsamling, hvor »Tavsheden« (the
silence) raader mere end Ord. — Jeg kom til at forstaa deres
Tale om »det indre Lys«, som stiger op fra Hjertedybet, naar
der er fuldkomment stille omkring en. Det var en rendyrket
naturlig Religiøsitet, som kan findes hos ethvert Menneske.
Der er intet sekterisk deri. Men dens Tilknytning til bibelsk
Kristendom, som gammeldags Kvækere ikke vil undvære,
synes mig ikke fuldt organisk, og deres Mangel paa »kirkelig
Kristendom« er ganske aabenbar. — Det er kun Natursiden
af Religionen, som de har udviklet med enestaaende Liv.
Det Menighedsliv, som bygger paa Guds Gave i Kristus
med Ordet og Naademidlerne, er dem aldeles fremmed. —
Grundtvig sagde derfor rent ud, at Kvækerne var ikke
Kristne. Men han ærede den Menneskeaand, som rørte sig
saa kraftigt i deres Samfund.
Jeg skulde tro, at Kvækerismen er en udmærket For
beredelse til Kristendom, og jeg finder det naturligt, at unge