137 / 192
132
her saae første Gang, kom mig i Møde med et skælmsk Smil.
Hans spillende brune Øjne lyste af Vid og Hjertelighed, saa
a t jeg straks følte mig som Ven med ham.
Saasnart Selskabet var kommet hjem til vor tomme Skole,
fyldte de den med Sang og Latter. Min Kone havde sørget
for en Kop »strong tea«, som Englænderen sætter saa megen
Pris paa, og min lille muntre Speech ved Bordet blev hilst
med Klapsalver og »Hurræer«. — Jeg mærkede med Glæde,
at de unge Mænds løsslupne Kaadhed var forbundet med
fuldkommen god Tone. Det var et helt Sjælebad a t komme
ind i deres lystige Lag. — Og som Tonen var slaaet an,
holdt den sig i den Uge, de levede hos os. Enhver Fejlsnak
blev hilst med stor Munterhed, og det varede ikke længe,
inden jeg lærte at synge med de Fugle, jeg var iblandt. —
Det er en stor Fordel for os Danske, at Englænderne hverken
kan eller vil lære vort Sprog. Desbedre kan vi lære deres,
naar vi færdes imellem dem fra Morgen til Aften.
Det var dog ikke lutter Løjer, de bragte med sig. Det
mærkede vi den næste Dag, da vi samledes til »Morning-
reading«. Da var der Andagt og Alvor over Forsamlingen,
især naar Tom Bryan tog Ordet. — Han havde en forunder
lig Evne til at tale lige ind i Sjælen paa os alle. Det var just
ikke Prækener, han holdt. Emnet var snart et Digt, snart
et socialt Spørgsmaal, snart nogle Linjer fra det gamle
Testamente, som disse Englændere nævner med stor Ærbø
dighed men derefter udlægger med den største Frihed til
Oplysning om brændende Nutidsspørgsmaal. — Det faldt
ikke Bryan ind at kritisere de gamle Tekster, men han an
vendte dem dristig som Udgangspunkt for sine korte Taler,
der viste, hvor godt han kunde forene sin Ærbødighed for
Bibelen med sit fri, tit meget radikale Syn paa Menneske
livet i vore Dage. — Jeg mærkede straks, at denne Mand
var en Ordfører af Guds Naade, ja, at han overgik de fleste
danske Højskolemænd i sin Brug af »det levende Ord«. Det