147 / 192
142
Sag for det udenlandske Væsen. Andre dryssede Støv paa
Ideen ved at sige: »Det er godt nok at faa et Vindu aabnet i
Vest, men det er ligesaa vigtigt at faa et i Nord, et i Syd og
et i Øst.« En from Mand tilføjede: »Ja, men især et i Loftet,
op til Himlen!«
For nu ikke at snakke i Øst og Vest eller helt ud i det
Blaa, men gribe Sagen an paa en praktisk Maade, fik jeg
indrettet en lille ny Afdeling ved vor egen Skole, hvor jeg
om Vinteren samlede en 10—12 unge Mænd, der forud
havde været paa Højskole, enten hos os eller andre, og som
følte Trang til at lære noget at kende til Livet i de angel-
saksiske Lande. — For at give dem en grundig Undervisning
i Engelsk, fæstede jeg en Lærer deri, som selv var Englænder
(med irsk Blod i sine Aarer). — Det var en Discipel af Tom
Bryan ved Navn Jon ty Hanaghan, som var en mærkelig
Personliggørelse af den Aand, der raadede paa Fircroft. —
Skønt han var hos os i to Vintre, lærte han ikke at tale
Dansk, og adskillige fandt, at han var et underlig fremmed
Element paa en dansk Højskole. Men han var et hjertens
godt Menneske, der var fyldt til Randen af den humane
Religiøsitet, som fandtes i Bryans Kreds. — Min Datter
Elisabeth var hans Medhjælper i Sprogundervisning, og hun
sørgede for, at den blev grundig og skolemæssig.
Selv underviste jeg bl. a. i Englands Historie og udarbej
dede et stort folkeligt Skrift som Grundlag derfor. Men ved
Siden deraf talte jeg med Eleverne om Grundtvig, og jeg
havde den Glæde, at mange af dem, som deltog i denne sær
skilte Undervisning, hørte til de bedste, mest ægte Højskole
elever, jeg nogensinde har haft. Flere af dem rejste siden til
England og vendte hjem igen for at optage en Gerning i den
danske Folkehøjskole. Enkelte andre tog Undervisningen
som Forberedelse til Udvandring over Atlanterhavet, til
Canada eller de Forenede Stater.
Denne lille Skole gik kun i en halv Snes Aar. Det var ikke