150 / 192
145
Arbejdere, som jeg holdt paa af hele mit Hjerte, blev snart
revet bort, og et b ittert
Enten
—
Eller
kom til at gøre sig
gældende i Kampen om Magten, da Estrups Aag var brudt.
Dermed var min Lyst til at tage Del i det politiske Liv
helt forbi. Men som Højskolemand følte jeg des stærkere,
at en god Folkeoplysning er et af de virksomste Midler til
at bøde paa den Tvedragt, som er opstaaet imellem Byboere
og Landboere i vort lille, ellers skikkelige Folkesamfund.
Folkehøjskolen, som har slaaet saa dybt Rod ude paa
Landet, maa altsaa ogsaa se at faa Byfolk i Tale. Men skal
det lykkes, maa vi stikke Fingeren i Jorden, — om ikke
just mellem Brostenene, hvor den er for haard dertil, saa
dog i Kolonihaverne, hvor der selv i København skyder
danske Blomster op af Muldet. — Vi maa, med andre Ord,
stille os i et saa venligt Forhold til vore Landsmænd i Byerne,
at vi kan faa Skøn over, hvorledes de efter deres særlige
Livskaar og naturlige Tankegang kan blive modtagelige for
en god menneskelig Oplysning, og saa indrette Talen til dem
derefter, saa vidt som det kan forenes med det Syn paa
Livet, som vi overalt er pligtige til at forkynde.
Lige siden jeg flyttede til Frederiksborg, der ligger saa
nær ved København, har jeg haft Ønsker om at komme i
venlig Forbindelse med Folk derinde. Jeg syntes selv, at jeg
havde Betingelser derfor ved min livlige Maade at tale paa
og endnu mere ved den oprigtige Kærlighed, som jeg fra min
Barndom har næret til Københavnerne, saa vidt jeg kendte
dem ad personlig Vej. — Jeg havde ogsaa lejlighedsvis ladet
min Røst høre derinde, selv i Kredse, der stod os »Grundt
vigianere« fjernt. Men det var dog først, da jeg lærte noget
at kende til Forholdene i England, at jeg fik lidt virkeligt
Begreb om, hvorledes der maa virkes for Almenoplysning i
et Samfund, som udvortes er præget af Bylivets Kultur og
stærkt optaget af den sociale Kamp for Brødet.
Holger Begtrups Levned. II.
10