155 / 192
150
og lærte i de kølige Aftener alle de Sanglege, vi kunde.
Vi gjorde ogsaa mange Udflugter i Omegnen. — Derover
glemte vi dog ikke vort aandelige Formaal, men holdt Fore
drag nogle Gange daglig om alt, hvad der vedkommer
Folkelivet og Folkeoplysningen, især i de grundtvigske
Kredse. — Dertil laante Københavnerne meget villig Øren,
da det altsammen var nyt for dem. Det var f. Eks. meget
forfriskende for mig at fortælle dem om Christen Kold, hvis
Liv ellers er blevet et noget fortærsket Emne i de landlige
Foredragskredse.
Den første Sommer havde vi tre Foredrag om Dagen.
Men dette blev lovlig meget for disse Folk, der var uvante
med at sidde saa meget paa Skolebænk. — Der var en ældre
Cigararbejder, der sagde til mig: »De kommer til at mena-
sere lidt med de mange Foredrag. Det værker i Hovedet at
skulle tænke over det altsammen!« — En saadan Tilhører
retter man sig jo gerne efter, og ved de følgende Aars Møder
indskrænkede vi os derfor til at tale to Gange daglig. —
Derimod kunde Københavnere ikke blive træ tte af alle de
ny Sange, som min Kone lærte dem at synge. — Da de
fleste af dem var Socialdemokrater, mente jeg, at de gerne
vilde have nogle Ordskifter om sociale Spørgsmaal. Men
dertil svarede de: »Den Slags har vi nok af inde i Byen. Vi
vil hellere høre om det, som gaar for sig herude hos Dem.
Saa faar vi det ogsaa mere fredeligt!«— Dette hang maaske
sammen med, at Flertallet af Deltagerne var Kvinder. Man
ge af Mændene maatte blive hjemme for Arbejdets Skyld.
Men de kom herud om Søndagen for at se til Kone og Børn,
og da havde vi det meget fornøjeligt sammen.
De fleste af vore Gæster fra Nørrebro havde ikke meget
med Kirken at gøre. — Jeg opdagede, at deres religiøse
Følelser nærmest var bundne til Assistens-Kirkegaarden.
Men det glædede mig, at de gerne vilde deltage i vor Bøn