161 / 192
156
strup
i Vejen var en god Ven af Schrøders og Nutzhorns fra
den Tid, de havde levet sammen i Rødding. Han maatte
ogsaa regnes for Askovfolkenes egentlige Præst, skønt Skolen
ligger i Nabosognet Malt, og skønt der er en halv Mil derfra
til Vejen Kirke. — Min Kone og jeg holdt os ogsaa til
Sveistrup. Men vi kom ikke, som de ældre Lærere, til at
staa i noget nært personligt Forhold til ham. — Han var en
ærlig grundtvigsk Præst, men hans gammeldags jydske Væ
sen vedblev at være os temmelig fremmed. Jeg syntes heller
ikke, det var saa kærnesat som J. L. Knudsens i Lejrskov.
Der var ikke saa lidt Form og Overlevering i Sveistrups
Maade a t holde Kirketjeneste paa. Den passede vist ud
mærket for hans Sognefolk, men jeg kunde ikke finde hjerte
lig Behag deri, skønt jeg havde stor Respekt for den ret
sindige Mand.
Ved Siden af Kirkegangen i Vejen, som man ikke kunde
vente at faa ret mange af Elevflokken til a t tage Del i,
holdtes der Søndag Eftermiddag opbyggelige Taler af Sko
lens Lærere hjemme paa Skolen, og disse Søndagsmøder blev
ogsaa besøgt af Folk fra Omegnen. — Schrøder holdt bibelske
Foredrag, der var meget værdifulde, men som dog mindede
mere om Skole end om Kirke. Poul la Cour var meget yndet
som Søndagstaler, men det var snarere hans personlige
Fromhed end hans kirkelige Vidnesbyrd, der gjorde hans
Taler saa opbyggelige. Nutzhorn talte sundt og sandt, men
hans rolige Ord greb sjælden Tilhørerne ret stærkt. — Den
eneste af Lærerne, der talte ud af hele sin bevægede Person
lighed, var Jakob Knudsen, og i de sidste Aar, han var i
Askov, skønnede mange, at der stak en alvorlig Præst i
ham. — Jeg holdt ogsaa nogle Søndagstaler, men jeg lærte
kun deraf, hvilken væsentlig Forskel der er paa en folkelig
Foredragsholder og en kirkelig Forkynder. Og jeg forstod,
at jeg ikke var skabt til Præst, hvor opbyggeligt det saa