164 / 192
159
Liv i vor Egn, var det dog væsentlig en aandelig Nydannelse,
der fandt Sted, med Niels Daels Forkyndelse som sit Brænd
punkt.
Jeg var fra første Færd klar over, a t det ikke var Høj
skolen, som kunde danne Grundlag for en kristelig Sammen
slutning af denne Art. Vi kunde laane Hus dertil, og vi var
taknem lige for a t tage Del deri. Men man kan ikke bygge
en Kirke som Sidefløj til en Højskole uden a t forsynde sig
mod Aandslivets Grundlove. — Da jeg en Gang ved den Tid
besøgte O tto Møller i Gylling og talte med ham om vore
kirkelige P laner, sagde han rigtignok til mig: »Ja, byg kun
en Kirke! Vi lægger jo ogsaa et H jul op paa Taget, naar vi
vil have Storken til a t bo der. Men De skal selv være Præst
ved den Kirke. Det har jo viist sig ved Snedsted og Jælling
Seminarier, a t det er gavnligt, naar den samme Mand er
Præst og Skoleforstander.« Men jeg kunde aldeles ikke være
enig med min gamle Ven i denne Betragtning. De to Livs
gerninger kræver hver sin Mand, og jeg havde slet ingen
A ttraa efter a t blive Præst. Derimod ønskede jeg inderligt
a t blive Medlem af en levende Menighedskreds med en god
Præ st som Ordfører. — Jeg holdt mig derfor ogsaa for Øje,
a t jeg i denne Sag ikke m aatte trænge mig frem som Leder.
Men da jeg i anden Retning unægtelig var en Leder i min
Kreds, var det lidt vanskeligt a t faa dette ud af Bevidst
heden — især hos andre end mig selv. Dette har voldt visse
Misforstaaelser, som jeg dog tro r, er blevet nogenlunde
klarede i Aarenes Løb.
Hertil var det en god Hjælp, a t det øjensynlig ikke var
mig, men Niels Dael, som blev den aandelige D rivkraft i
vor Kirkesag, mens jeg kun stod ham bi med Hensyn til den
udvortes Ordning. — Saaledes blev det indlysende for alle,
som kendte nærmere til Forholdene, a t det ikke var et Høj
skole-Kapel, der skulde bygges, men a t det var en Kreds af
kristne Mennesker, som ønskede a t danne en lille fri Menig