162 / 192
157
kunde være for mig selv en Gang imellem at aflægge et
personligt Vidnesbyrd om min kristne Tro.
Først nogle Aar efter Sveistrups Død og vor Bortrejse fra
Askov dannedes Valgmenigheden dær. Da jeg hørte derom,
tænkte jeg ved mig selv, at det ikke vilde have været saa
let for os at flytte derfra, hvis dette var sket, mens vi var
der.
Da vi kom hertil, søgte vi mest til Kirke hos Pastor
Paludan-Miiller, som var vor gode Ven. Men da vi ikke
kunde fornemme noget stærkt Menighedsliv i Slotskirken,
tyede vi ogsaa ofte til Vartov i København, især naar vi
vilde til Alters. Pastor Hoff kom ud til os og døbte vore to
yngste Børn, Axel og Eva. Men jeg længtes stadig efter, at
der skulde danne sig en fri Menighedskreds hjemme ved
Skolen. Jeg tror ikke, jeg vilde have slaaet mig ned paa
dette Sted, hvis jeg ikke havde haabet paa, at det engang
vilde ske. — Der var ogsaa nogle af Skolens bedste Venner
i Egnen, som længtes efter det samme og haabede paa en
ny Samling som den, der havde været omkring Hostrup,
mens han var Præst i Hillerød.
Der gik dog over en halv Snes Aar, inden dette »fromme
Ønske« blev opfyldt. — I Mellemtiden blev jeg en Del op
taget af den Kamp for kirkelig Frihed, som især blussede
op, da vi efter »Systemskiftet« fik de nye Kirkelove om
Menighedsraad osv. — Som Grundtvigs Discipel havde jeg
klart Øje for Forskellen mellem en demokratisk Kirkefor
fatning og en fri Udvikling af det virkelige Menighedsliv.
Jeg talte og skrev en Del derom og var med til de Lands
møder, hvor Morten Larsen og andre søgte at hævde Menig
hedens Frihed overfor den Halvgrundtvigianisme, der fandt
sig tilfredsstillet ved I. C. Christensens Kirkelove. — Jeg
saae dog efter nogle Aars Forløb, at denne kirkepolitiske
Kamp kun drejede sig om Udenværkerne, og længtes des