168 / 192
163
sindede Biskopper har ved Lejlighed taget Del i vor Kirke
tjeneste.
Trods denne næsten ideale Levefod har vi dog ikke und-
gaaet Brydninger i vo rt lille Samfund, og vi er blevet alvor
lig mindede om, hvor svæ rt det er a t glemme den menneske
lige Selviskhed, hvor gerne man end vil give sig ind under
Aandens Ledelse.
Det var jo fra første Færd en Vanskelighed for os, a t vor
Præst ikke bor ib landt os, men har en lang Rejse at gøre,,
hver Gang vi skal samles med ham , og naar de enkelte faar
Brug for hans Hjælp. — Jeg havde fra Begyndelsen af den
Tanke, a t dette m aatte være en midlertidig Ordning, og jeg
tø r ikke frikende mig selv for en utidig Iver efter a t faa dette
ændret. — Niels Dael havde en dybere Bevidsthed end Fler
tallet af os andre om Livssammenhængen mellem Præst og
Menighed, og vi kom desværre til a t saare ham ved et over
ilet Arbejde for a t faa en anden til a t afløse ham som Præst
her paa S tedet.
En saadan Mulighed syntes a t aabne sig, da en ung Præst,
Paul Hedemann,
slu ttede sig til vor Kreds. — Han var
Sognepræst i Nøddebo. Men da han og hans Hustru blev
stæ rk t grebne af Niels Daels Forkyndelse og kirkelige Livs
syn, nedlagde han sit Embede og flyttede hertil, hvor han
købte det Hus, Thomas Bredsdorff havde bygget, for at
tage Del i vo rt Menighedsliv og virke som Medlærer ved vor
Højskole.
Mange af os syntes, a t denne Mand, som var en dygtig
Prædikant, m a a tte være egnet til a t blive præstelig Med
hjælper hos Niels Dael, og det varede heller ikke længe,
inden han kom til a t forestaa Gudstjenesten i vor Kirke paa
de Søndage, Niels Dael ikke var her. — Men denne tilsyne
ladende Rigdom med to Præ ster for een viste sig snart at
være en ulykkelig Ordning. — Hedemann erkendte det selv
og brød a tte r op herfra. — Vi maa være taknemlige for, a t
11
*