171 / 192
166
havde yppet indenfor »Den danske Kirke« ved sine dristige
Frihedskrav. De fleste v ar imod ham og ønskede ham sna
rest muligt derhen, hvor Bøgen gror. Men enkelte ældre og
mange unge Præ ster stod dog paa hans Side, deriblandt
saa frejdige Førere som
Carl P. Højbjerg
og
Aage Møller.
Det var overraskende a t se, hvorledes Karl Nielsen som en
luende Fakkel havde tæ nd t den store B rand, og alle Gam-
mel-Grundtvigianernes Veklager forringede ikke min gode
Tro til den unge S tridsmand. — Vi mødtes igen med Glæde,
og da han ikke agtede a t blive i Amerika, men længtes efter
a t forlægge sin Kampplads til Danm ark, enedes vi om, at
han næste Foraar skulde slaa sig ned paa Frederiksborg
Fløjskole med Kone og Barn.
Det var m it H aab, a t vor Menighedskreds nu skulde faa
Brug for ham. En saadan aandelig Vækker, syntes jeg, vi
alle trængte til. Men da det jo ikke var min Sag a t vælge for
andre, aftalte vi med Frederik, a t han foreløbig skulde leve
som Lærer paa Højskolen, indtil det ved nærmere Bekendt
skab kunde vise sig, om Folk ønskede a t høre ham i Kirken.
I April 1926 kom han altsaa til Frederiksborg, og det kan
nok være, a t hans flammende Ord vak te Røre b land t vore
Sommerpiger og siden bland t en Del af vore V interkarle. —
Men skønt han prækede adskillige Gange i K irken, lod det
dog ikke til, a t ret mange i Menighedskredsen havde Lyst
til a t komme nærmere i Lag med ham. — Da han nu fremfor
a lt vilde virke som P ræ st, m a a tte han søge andensteds hen.
Han købte en lille Gaard i S tenstrup i Odsherred, hvor han
mente, a t det v ar noget Haab om a t vinde Indgang, og uden
a t gøre Aftale med Folk om Sagen drog han derover for at
prøve, om der vilde samle sig en Kreds omkring ham.
Heldigvis kom han derved ikke længere bo rt, end a t han
med sin amerikanske Bil kunde vedligeholde Forbindelsen
med os. Og nu viste det sig ved hans Opbrud, a t mange her
i Kredsen alligevel ikke gerne vilde slippe ham. — Han var