169 / 192
164
vor rette P ræ st ikke svigtede os i denne brydsomme Tid.
H an henstillede ganske vist til os a t søge en anden Præst,
som kunde bo iblandt os. Men de Forslag, der kom paa
Bane, lærte os fra begge Sider a t forstaa, hvor inderligt
Niels Dael og vi andre hørte sammen, og i Tidens Løb kom
Menighedslivet her i en rolig Gænge under hans opofrende
T jeneste til fælles Bedste.
Stormen, der var gaaet over vor Menighedskreds, bo rt
blæste vel de Drømmerier, som Niels Dael og jeg havde delt
om et videregaaende kirkeligt Arbejde her i Nordsælland.
Men den lille P lantning, som var gjort, visnede, Gud ske
Lov, ikke. Selv om vi syntes, dens Vækst va r sen, grønnedes
dog H jerteskuddet og har væ ret os til sto r Velsignelse. I
de allersidste Aar har vi haft en ny Oplevelse (og Oplivelse)
i vor Menighed, som skyldes en ung Mand med aandelig
K raft, der har ladet sin Røst høre ib land t os.
For en halv Snes Aar siden tra f jeg paa Liselund en S tu
den t ved Navn
Karl N ielsen
, som straks v a n d t m it H jerte
ved a t spørge mig ivrigt ud om G rundtvigs Skrifter. —
Senere mødtes vi paa Askov Højskole, og her gjorde vi den
Aftale, a t han og en lille Flok af hans Skolekammerater
skulde komme over til Frederiksborg Højskole en Maaned i
Ferietiden for under min Vejledning a t studere Grundtvigs
Værker. — De var en T y lv t unge, aandslivlige Mænd, og
dette
Grundtvigs-Kursus,
der holdtes i August 1920, blev
meget indholdsrigt og fornøjeligt for begge P arter. — Jeg
kom derved til a t se, hvorledes der b land t de Unge, som
forberedte sig til a t blive Højskolelærere eller Præ ster, var
en Del, som havde Sans for Aanden i G rundtvigs Virke, og
det gav mig godt Haab om Aandslivets Fornyelse i kom
mende Tider.
Men det bedste, jeg v an d t derved, var et personligt Ven
skab, som opstod mellem Karl Nielsen og mig, og som har
b rag t mig megen Glæde paa mine gamle Dage. — Trods den