165 / 192
160
hed med Niels Dael som P ræ st, og a t det kun var, fordi vi
Lærerfamilier hørte til denne Kreds, a t Kirken kom til at
ligge nær ved Højskolen.
Niels Dael var netop dengang i en forunderlig aandelig
Udvikling. Hans gamle Idee om en fri Præsteskole v a r om
dannet til en mere frug tbar Tanke om den »Menighedsskole«,
som han fra N y taar 1909 begyndte paa
Liselund
ved Sla
gelse. — Jeg v ar af dem, som han tog til Hjælp ved dette
Arbejde, skønt Forholdene ikke tillod, a t jeg blev en af de
egentlige S tø tter for Liselund-Skolen, saaledes som især Mor
ten Larsen har væ ret det fra første Færd. Men da Niels
Dael havde Øje for, hvor gavnligt det er, a t folkelige Ord
førere virker sammen med de kirkelige paa saadan en Skole,
kaldte han tit Thomas Bredsdorff og mig til Liselund som
Talere ved de store Møder og som Lejlighedslærere ved den
lille Vinterskole, han kny ttede dertil. — Det har væ ret af
megen Betydning for m it aandelige Liv a t være med i dette.
Mange andre fra vor hjemlige Kreds har ogsaa tag et Del i
Møderne paa Liselund og har derved vund et en rigere E r
faring om det kristne Fælleslivs Goder, end deres smaa
daglige Forhold kunde have givet dem.
Der var en stæ rk profetisk K raft over Niels Daels Færd i
de Aar. Og det kunde vel ikke undgaas, a t enkelte blev
saaledes betagne af ham , a t de førtes ud over deres egne
Livsgrænser derved. Men selv fandt han paa en mærkelig
sikker Maade under Aandens Førelse stadig fremad til større
Sundhed og Klarhed i sit kristelige Liv. — En saadan Mand
m aatte der til for a t samle dem i vor Egn, der længe havde
sukket under aandelig Ensomhed. Uden ham var der vist
ikke kommet Gang i det kristelige Fællesliv, som jeg nu med
Glæde saae Spirer til i vor nærmeste Kreds.
Da vi var blevet enige om, a t det v ar ønskeligt, om vi
kunde faa en Kirke bygget, henvendte jeg mig til Arkitekten
Ulrik Piesner
, som jeg kendte fra den T id, han var Elev