163 / 192
158
mere efter et Menighedsliv som det, der alene kan fremme
levende Kristendom ib landt os.
Det blev derfor en glædelig Begivenhed for mig, da min
Ungdomsven
Niels Dael
kom hjem fra A rgentina og be
gyndte sin Virksomhed som Frimenighedspræst i Høve i
Vestsælland. — Hans Syn paa Kristendommen kunde jeg
fuldtud dele, og jeg fulgte nøje den mærkelige Udvikling,
der var i hans Arbejde for et frit Menighedsliv. — Han be
søgte os tit her paa Frederiksborg Højskole, og hans Taler,
der som oftest drejede sig om Israels P rofeter i deres Mod
sætning til den fastordnede P ræ stestat i Jødeland, øvede
stæ rk Indflydelse paa en lille Kreds af vore nærmeste Ven
ner.
Den 30. Ju li 1907 døbte Niels Dael i H jemm et vor Med
lærer J . R. Hedegaards førstefødte Søn, Knud. Og samme
Efterm iddag ta lte han ved Sommerskolens Slutningsmøde.
— Bagefter kom vi til a t tale om vo rt Menighedshaab, og
en af Deltagerne, F ru Rothe, fremkom da med det Forslag,
a t Niels Dael skulde samle os en Gang om Maaneden og
præke for os i Højskolens Sal. — Disse Maanedsmøder kom
fra den Tid i S tand. Men derved voksede Trangen til a t gøre
dem til noget mere end opbyggelige Forsamlinger med
Præken og Salmesang. Vi kom til a t ønske Fællesskab om
Herrens Naadem idler. Og da vi helst vilde følge den ned
arvede Skik i saa Henseende, kom der nu P laner frem om
a t faa bygget en Kirke i Højskolens Nærhed.
D ette Spørgsmaal drøftede vi med hinanden i det følgende
Aar, hver Gang vi samledes for a t høre Niels Dael, og
disse Forhandlinger bidrog til, a t vi kom til a t føle os som
en Kreds, der var aandelig forbundet. — F lertallet af Del
tagerne var Højskolens gamle V enner: Lærerfamilierne, Bøn
derfolk fra Helsingeegnen, som før havde hø rt til Hostrups
Kirkegængere, og ligesindede Mennesker fra Byen Hillerød.
— Skønt dette kny ttede et Baand til Fortidens kirkelige