167 / 192
162
den 21. November, blev Septembermødet dog i Grunden den
egentlige Stiftelsesfest for den ny Frimenighed. — Ved den
Lejlighed døbte nemlig Niels Dael i vo rt Øvelseshus to Børn
fra Hjem , der sluttede sig til Kredsen. Og vi følte vist alle
sammen, a t dermed var Menighedslivet godt begyndt iblandt
os.
Den Kreds vi dannede, var ikke stor. Hvor mange den
bestaar af, kan ikke siges med Sikkerhed, da vi aldrig har
holdt Mandtal. Vi har heller aldrig afgjort nogen vigtig Sag
ved Afstemning, og kun af praktiske Grunde har vi valgt
nogle af Kredsen til a t danne et Menighedsraad, hvis For
mand hele Tiden har væ ret min gamle Medlærer Ole J e n
sen.
Vor Mangel paa Organisation har b land t andet ført til,
a t vor Stilling til Folkekirken er vanskelig a t fastslaa. Da
vor P ræ st staa r udenfor, har vi ikke nogensinde tæ nk t paa
a t søge S tatens Anerkendelse og ordner vor Gudstjeneste
aldeles frit, skønt den under Niels Daels Ledelse ikke afvi
ger meget fra den i Folkekirken forordnede. Men de enkelte
Medlemmer af Kredsen regnes dog fremdeles næsten alle til
Folkekirken. En frisindet K irkem inister har betegnet os
som en lille Flok vilfarende Faar paa den yderste Fælled af
Folkekirkens Omraade.
Denne ubestemmelige Stilling er i mine Øjne mere fri
end nogen organiseret Frimenigheds, naar den kun ikke
maa svække det aandelige Sammenhold imellem os. Den
svarer i al Fald nøje til vo rt hidtilværende Behov og har
aldrig voldt os Besvær under de lykkelige løse Forhold, som
raader i hele den danske Kirke. — E t andet Gode er, a t vor
Kreds er saa lille. Vi kender allesammen hinanden og dan
ner et hyggeligt Vennelag, som føler, a t vi maa tale os til
R ette om Tingene, som man gør det i en skikkelig Familie,
og vi føler os ikke udelukkede fra nogen Del af Fællesskabet
i hele den danske Menighed. Selv flere af vo rt Lands fri