170 / 192
165
store Aldersforskel og mange Modsætninger i vor Natur
kom vi sn a rt i et try g t, fortroligt Forhold til hinanden. Han
brød d jæ rv t ind i den Ensomhed, der ellers omgiver mig i
mit S tuderekamm er, og vore lange Sam taler blev til megen
Gavn og Glæde for os begge. — Jeg saae straks, a t denne
mærkelige Ungersvend var kaldet af den rette Myndighed
til a t blive en kristelig Forkynder, og jeg vilde derfor inderlig
gerne kn y tte ham til vor Kreds som en god Afløser, naar vi
Gamle faldt fra. — Vi gjorde derfor den Aftale, a t han skulde
bo hos os den følgende V inter, idet jeg nærede Haab om, at
andre i Kredsen vilde komme til a t se paa ham med de sam
me Øjne. — Han prækede ogsaa nogle Gange i vor Kirke.
Men det viste sig, a t han blev et Stridens Emne, da sindige
Folk blev stø d t over hans dristige, tit næsten oprørske Ud
talelser, der ikke skaanede de grundtvigske Overleveringer.
Da der saaledes ikke var Udsigt til, a t han kunde faa en
blivende Gerning ib landt os, hvor meget jeg saa ønskede
det, brød han op den næste Sommer og rejste, som nygift,
til de Forenede S ta ter, hvor han efter store Stridigheder fik
en Stilling som P ræ st i »Den danske Kirke« derovre.
Vi stod i stadig Brevveksling, og da jeg i 1924 paatog mig
en Foredragsrejse til Amerika, var det ikke mindst for a t
besøge min Ven Karl Nielsen i Nebraska. Rejsen var meget
anstrengende, da jeg i Løbet af halvtredje Maaned i luende
Sommervarme kørte over 8000 Miles omkring for a t holde
60 Foredrag. Jeg m a a tte love for, a t jeg fulgtes med min
Søn Frederik, der v ar hu svan t i S taterne efter tre Aars
Ophold derovre. Men trods alt Besvær vederkvægede Turen
mig dog paa Legeme og Sjæl ved det Møde, jeg fik med vore
Landsmænd. Jeg færdedes hjem ligt i deres smaa Samfund
og følte mig broderlig forenet med dem, naar vi talte og
sang paa vo rt fælles Modersmaal.*)
Allevegne hørte jeg Tale om den S trid, som Karl Nielsen
*) Herom har jeg fortalt i Bogen:
Min Rejse i Amerika,
som udkom 1925.