173 / 192
X.
MIN BOGSKRIVNING,
in mangeaarige Gerning som Højskolemand og Folke
taler har stad fæ stet for mig, a t det levende Ord er
anderledes virksom t i Livets Tjeneste end alle skrevne
Bøger. — Jeg har ogsaa erfaret, a t man, som det gamle Ord
siger om Degnen og Hunden, kan leve af Munden. — Men
efter mine arvede Anlæg har jeg dog altid følt stæ rk Trang
til a t bruge Pen og Blæk som Hjælpem idler ved m it folkelige
Arbejde. — Det hører derfor til en ordentlig Redegørelse for
m it Levned a t tilføje en ko rt Oversigt over, hvad jeg i
Aarenes Løb har u d re tte t som Bogskriver.
Jeg kalder mig nødig »Forfatter«, dels fordi jeg ikke synes
om dette halvtyske Ord, dels fordi m it Skriveri aldrig har
væ ret et selvstændigt Fag, men stadig har væ ret k n y tte t til
m it Arbejde i Højskolens Tjeneste. — N aar jeg stundom
har anklaget mig selv, fordi jeg har siddet saa mange Timer
ved Skrivebordet i Steden for a t leve mere sammen med
andre Mennesker, saa har jeg forsvaret mig med, a t mine
Bøger dog altid har drejet sig om det samme som min
mundtlige Forkyndelse og egentlig mest er skrevne til Efter-
læsning for dem, der i Forvejen kender mig som Taler.
Saa længe jeg var i Askov, fik jeg sjælden Tid til a t skrive
andet, end hvad jeg behøvede til eget Brug som Foredrags
holder. Dog op traad te jeg allerede dengang efter Schrøders
Tilskyndelse som Boganmelder i »Historisk Maanedsskrift«,
»Danskeren« og »Højskolebladet«. Jeg rodede mig ogsaa en