128 / 192
123
sig forsvarligt dertil. — Jeg for m it Vedkommende skriver
altid mine Foredrag, inden jeg holder dem, og det er en
Miskendelse, naar det ofte siges, a t jeg paa Talerstolen kun
siger, hvad der falder mig ind i Øjeblikket. — Men jeg føler
det altid som en Fallit, naar min Opskrift kommer til at
beherske m it Foredrag. Kun naar jeg kommer i Føling
med mine Tilhørere og lever i det, som jeg siger, kalder jeg
det en vellykket folkelig Tale. Og da vil tit Huskud ranke
sig som levende Grønt om Foredragets Ramme, som jeg i
Forvejen har lagt til Rette.
Men en historisk Kærne kan jeg daarlig undvære i mine
Taler. De kommer derfor mere til a t minde om Romancer
end om lyriske Digte. Jeg ønsker nemlig ikke a t spinde ud
af min egen fattige Sjæl, men a t slaa paa Strenge, som gen-
nem toner det danske Folkeliv for den, som har Øre for
Klangen.
Min folkelige Foredragsvirksomhed har s tra k t sig, uden
længere Afbrydelse, over alle de 47 Aar, jeg har væ ret Høj
skolelærer, og da jeg gennemsnitlig har holdt henved 100
Foredrag om Aaret, er Tallet paa dem nu løbet op til over
4500! — Det vilde være usandt, om jeg sagde, a t de alle
har væ ret gode. Mange af dem m aatte vist hellere være
uholdte. Som Folketaler har jeg et sto rt Synderegister.
Men jeg ønsker ikke a t staa offentlig Skrifte derfor. Jeg vil
dog tilstaa, a t der har væ ret altfor meget Vind og Vand i
den Veltalenheds Strøm , jeg har udgydt over Landet, og at
mine Ord sikkert har indeholdt flere Avner end Kærner
med Spirekraft i. — T it har jeg holdt det samme Foredrag
paa mange forskellige Steder. Men her har det hjulpet mig,
a t jeg har kunnet føle Em net som ny t, naar jeg fremførte
det for en ny Tilhørerkreds. — Jeg tro r aldrig, min Tale er
ud artet til tom Deklamation, eller a t mine Foredrag, som der
nylig er skrevet i et Blad, kan lignes ved Plader i en Gram
mofon. Men jeg kender nok Faren, der følger af stor Rutine,