122 / 192
117
ikke kunde indgaa i det Vennesamfund, som vi her har
dannet med hinanden.
Da det ikke er Højskolens, men min egen Historie, jeg
fortæller om i denne Bog, vil jeg ikke prøve a t give en
nærmere Beskrivelse af det daglige Skolearbejde, vi her
har udført. Men jeg kan henvise dem, som ønsker Besked
derom, til de Aarsskrifter, som stadig er udsendt herfra
siden 1908, og særlig til det Mindeskrift, der udkom i 1920,
da Frederiksborg Højskole havde bestaaet i 25 Aar.
Derimod vil jeg gerne sige nogle Ord om, hvad jeg regner
for det ejendommelige ved min egen Gerning som Højskole
mand, — vel vidende, a t andre i visse Maader kan dømme
bedre derom, end jeg selv kan. — Det har aldrig væ ret
m it Maal a t bringe noget ny t til Torvs i den almindelige
Højskoleundervisning. — Da jeg tog fat i Frederiksborg,
fo rtsatte jeg i samme Stil som paa Askov, for saa v id t det
passede for de mindre udviklede Tilhørere, jeg nu fik. Her
ved kom det mig tilgode, hvad jeg paa Fyn havde hørt om
Koids Fremgangsmaade. — Men skønt jeg saaledes trøstig
optog Arven fra den ældre Højskole, kom jeg dog uvil-
kaarlig, paa Grund af mine personlige Anlæg og de skiftende
Tider, til a t afvige noget fra det overleverede.
Trods min Fortrolighed med de gamle nordiske Oldsagn,
kunde jeg ikke, som Ludvig Schrøder, gøre dem til Grundlag
for min Tale til de Unge. Jeg m aatte rykke nærmere til
Nutiden for a t finde det digteriske Billedsprog, som kunde
tjene til F jederham for mine Tanker om Sjælelivet. Jeg
fandt det bedst i vor Guldalderdigtning, hos Oehlenschlager,
Grundtvig, Ingemann og især hos Frederik Paludan-Miiller.
— Det havde næsten v ak t Anstød hos Schrøder og hans
Hu stru, da jeg i m it sidste Askovaar fandt paa a t holde en
Række Foredrag om
Adam Homo.
Men det var lykkedes saa
godt, a t jeg siden stadig er vendt tilbage til dette Emne.