120 / 192
115
en Mose. Men Thomas Bredsdorff havde altid Lysning over
sit Liv fra den Tro og det Syn, han ejede fra sin Barndom.
Det viste sig da ogsaa snart, a t han fra sine tungsindige
N a tte tank er naaede ud i Dagens Lys, saa der blev Morgen
glans over hans stemningsfulde Taler.
Da han havde afgæret, varede det ikke længe, inden han
blev en folkelig Taler, der kunde maale sig med mig. J a ,
han var vel nær ved a t tage Luven fra mig, da hans Ord
blev b aaret af en stærkere Stemning, og han havde en histo-
risk-poetisk Sans, som efter min Mening overgik hans be
røm te Morfars. — Det var herligt a t høre ham tale om de
gamle danske Folkeviser eller om Grundtvigs Højtidssalmer.
Og det var til den anden Side kosteligt, naar han udfoldede
sit elskværdige Lune i Fremstilling af Holbergs komiske
Digtning.
Som Skolemand v ar jeg hans Læremester, og jeg antager,
a t hans Livssyn fik en Del Paavirkning fra mig. Vi var
hele L ivet igennem godt enige om alt, hvad Grundtvig har
sat ind i det danske Folkeliv. Men han havde en frejdigere
og friskere Maade a t udtale det paa, og derved blev han vel
nok som moden Mand den ypperste Forkæmper for Høj
skolesagen, vi havde. Men han var ikke aandelig Fører for
vor Fylking, lige saa lidt, som jeg var det. — E fter de første
Foregangsmænds Død har vi overhovedet ikke haft nogen
saadan Høvding ib landt os. Men det er vel heller ikke
nødvendigt, naar kun vi, som er Profeternes Lærlinge, vil
tjene tro under Aandens Førelse.
Han
alene er dog den
eneste re tte Fører for fri Mænd i Livets Skole.
Den jævnbyrdige Stilling, som Bredsdorff van d t ved min
Side, fristede os — Gud ske Lov — ikke til indbyrdes
Skinsyge. Selv da han, efter elleve Aars Samarbejde, forlod
os for a t op rette sin egen Højskole ikke langt herfra, følte
jeg det ikke som en nærgaaende Konkurrence, men saae der-
paa som en god Udvidelse af vor fælles Arbejdsmark. Ros-
8
*