115 / 192
110
vil ikke nægte, a t det i de Dage kneb med a t holde Hum øret
oppe, trods den venlige Hjælp, vi fik af vore Medarbejdere.
Men endelig op rand t den festlige Dag, 16. Oktober 1895,
da Frederiksborg Højskole blev indviet ved et sto rt Møde,
der varede i tre Dage med mange liggende Gæster i det
halvfærdige Hus og Beværtning af flere Hundrede Delta
gere fra nær og fjern. — Det hjalp godt, a t Vejret efter
Aarstiden var m ildt og solrigt. Men jeg tro r nok, a t flere
af de liggende Gæster frøs slem t i vore spartan ske E lev
kam re uden Kakkelovne og med haarde Madrasser i Sen
gene. Dog alting glemtes i de Dage over den glædelige Fest,
vi havde med hinanden.
Som Talere havde jeg indbud t min Læremester,
Ludvig
Schrøder
, min »Formand i Embedet« som nordsæ llandsk Høj
skoleforstander,
Morten Pontoppidan
, og min Ungdomsven
fra Frederiksborg
Helge Hostrup.
— Den ufærdige Gymna
stiksals raa Brædder var dækkede med Løv og Blomster.
Den var stoppende fuld af Mennesker, over 700. — Jeg
husker, hvor det greb mig, da jeg før Mødets Aabning stod i
et Værelse paa 1. Sal og saae dem komme dragende ad Lande
vejen, som dengang kunde overses lige ind til Nyhusene. —
De eneste Hædersgæster, jeg havde indbud t, var Enkefru
erne
Elisabeth Hostrup
og
Maren Berg.
— Schrøder kom
kørende med Tietgens, hos hvem han boede, og da de forlod
Mødet, inden det v ar færdigt, fik jeg desværre slet ikke Tid
til a t tale med min gamle Forstander eller vise ham Skolen.
Vi begyndte Mødet med a t synge: »Den signede Dag —«,
som i den Tid stadig gennem tonede min Sjæl, og jeg sagde
nogle Velkomstord i T ilknytning til Sangen. — Derefter
holdt Schrøder en stor Tale. Han spaaede bl. a., a t jeg vilde
blive en aandelig Færgemand ved Øresundet, som bragte
os i mere Forbindelse med Svenskerne end før. Men det er
desværre kun i ringe Grad gaaet i Opfyldelse. — Ved Kaffe
drikningen, som fulgte efter Schrøders Foredrag, blev der